Kassevogn med ferske fisk gemte på tre unge syrere

Tolderne ved grænsen i Kruså fik øje på mere end flamingokasser med fisk, da de undersøgte bilen nærmere.

En 43-årig syrisk mand og en 40-årig mand bosat i Sverige er ved et grundlovsforhør ved Retten i Sønderborg blevet fængslet i fire uger.

Mændene er fængslet for menneskesmugling af de tre personer, der dukkede op i en kassevogn, der var læsset med ferske fisk.

Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Kassevognen blev tirsdag formiddag udtaget til kontrol ved grænsen i Kruså og inde bag ved fiskene gemte sig tre unge syrere på henholdsvis 22, 20 og 11 år.

De tre ønskede ikke asyl i Danmark, og er derfor efterfølgende sendt tilbage til de tyske myndigheder.