Kreditbanken tilbyder nu gratis omlægning af lån i Totalkredit

Ovenpå Totalkredits bidragsstigninger har Kreditbanken helt ekstraordinært valgt at tilbyde gratis omlægning af lån i Totalkredit i resten af 2016.

Nu er der godt nyt til kunder med lån i Totalkredit, der ikke vil rammes af bidragsstigninger, men ønsker at lægge deres lån om. For Kreditbanken har valgt at tilbyde gratis omlægning af lån i Totalkredit. 

- Vi vil give dem, der er hårdest ramt en håndsrækning, siger Lars Frank Jensen, bankdirektør i Kreditbanken til TV SYD.

Det er især de låntagere, der har et rentetilpasningslån, som vil få gavn af Kreditbankens gratis omlægning af lån i Totalkredit.

- Vores tilbud til kunderne betyder kort og godt, at Kreditbanken betaler de udgifter, der normalt er forbundet med at omlægge et rentetilpasningslån i Totalkredit til et andet lån i Totalkredit, fortæller Lars Frank Jensen, bankdirektør i Kreditbanken.

Med det her tilbud håber Kreditbanken, at de kan være med til at fjerne noget af den utilfredshed, der har hersket.  

- Vi håber, at vi kan være med til at fjerne den utilfredshed, som især kunderne med rentetilpasningslån har tilkendegivet i forbindelse med Totalkredits varslede bidragsforhøjelse. Men først og fremmest ønsker vi i den aktuelle situation at fjerne enhver barriere for at kunder med rentetilpasningslån, som jo får den største forhøjelse af bidraget, uden ekstra udgifter kan vælge det realkreditlån, der passer dem bedst, siger Lars Frank Jensen, bankdirektør i Kreditbanken.