TV der bevæger dig

Kurt Beier-sagen: Udvalg vil besøge transportfirmaer uanmeldt

Udvalg i Aabenraa Kommune vil bruge 100.000 kroner på årlige kontrolbesøg ved Padborg.

Aabenraa Kommune vil have langt mere opsyn med transportfirmaerne omkring Padborg i weekenderne og uden for almindelig arbejdstid, så man undgår udenlandske chauffører stuves sammen under usle forhold. Foto: Fagbladet 3F

Langt mere opsyn i weekenderne og uden for almindelig arbejdstid skal sikre, at udenlandske chauffører ikke igen bliver stuvet sammen under usle og uhygiejniske forhold i containere i Padborg.

Det foreslår Aabenraa Kommunes Vækstudvalg for Land og By, der har set på, hvordan kommunen kan forhindre en gentagelse af Kurt Beier-sagen, hvor det sidste år blev afsløret, at filippinske chauffører boede i slumlignende lejre på transportvirksomheden matrikel i Padborg.

Det skriver DR Syd.

20 årlige uanmeldte besøg

Udvalget foreslår, at der sættes 100.000 kroner af til at lave 20 årlige uanmeldte kontrolbesøg hos virksomheder i Padborg uden for almindelig arbejdstid. En indsats, der ifølge Philip Tietje er givet godt ud.

- For det første er det en myndighedsopgave, og for det andet har vi ikke interesse i, at vores erhvervsområde i Padborg får et dårligt image, fordi nogle virksomheder ikke kan opføre sig ordentligt, siger han til DR Syd.

Ifølge brancheforeningen Dansk Transport Logistik var sagen om de filippinske Kurt Beier-chauffører ikke en enlig svale. Derfor er initiativet fra Aabenraa Kommune en nødvendighed, mener administrerende direktør, Erik Østergaard.

- Der er speditions- og vognmandsvirksomheder i Danmark, der forsøger at omgå danske løn- og arbejdsregler ved at benytte sig af udenlandske biler, siger han til DR Syd.