Overblik: Her finder du den gode kælkebakke

Se kortet over de bedste kælkebakker og langrendsløjper i Syd- og Sønderjylland. Send os et tip, hvis du selv kender andre gode steder.

Glem alt om den aflyste skiferie og find kælk og ski frem herhjemme. I denne uge kom sneen for alvor. Onsdag faldt der så meget sne, at kælkebakkerne atter kunne bruges. Vintervejret med kulde og mulighed for sne fortsætter langt ind i næste uge, hvor der, især i Syd- og Sønderjylland, bliver mulighed for at dyrke vinterens glæder.

Umiddelbart findes der ikke en samlet oversigt over kælkebakker i Syd- og Sønderjylland, men på kortet herunder er der over 30 bud på gode og stejle kælkebakker i landsdelen.

Politi patruljerer

I disse coronatider gælder selvfølgelig samme regler for kælkebakker som alle andre steder i samfundet. Nemlig at man skal holde afstand og ikke forbryde sig imod forsamlingsforbuddet på maksimalt fem personer ad gangen. Man må oven i købet forsamles op til ti personer på kælkebakken, hvis man er fra samme husstand eller hinandens nærmeste pårørende. (Se faktaboks nedenfor)

Både Sydøstjyllands og Syd- og Sønderjyllands Politi oplyser, at der dagligt bliver holdt øje med landsdelens kælkebakker. Dog har det endnu ikke været nødvendigt at udstede bøder for overtrædelser af forsamlingsforbuddet.

- Jeg synes, vores borgere er gode til at overholde retningslinjerne. Men hvis der er helt sort af mennesker på en kælkebakke, har vi selvfølgelig mulighed for at lave et opholdsforbud, men det har vi ikke fundet anledning til endnu, fortæller Tage Jehn, politiinspektør og leder af beredskabet hos Syd- og Sønderjyllands Politi.

Denne dreng nød kælketuren i Vognsbølparken i Esbjerg.
Denne dreng nød kælketuren i Vognsbølparken i Esbjerg.
Foto: Kirsten Kenne, TV SYD

Langrendsløjper klar

Hvis man har besluttet sig for at lufte sine langrendsski i weekenden, er det også muligt. Naturstyrelsen har to steder i landsdelen præpareret langrendsspor. I Stursbøl Plantage ved Jels og Lindet Skov ved Toftlund er der gjort klar til langrendsløbere.

Naturstyrelsen understreger, at uanset om der er præparerede spor eller ej, er man altid velkommen til at stå på ski i alle statens skove og naturområder.

Hvis du selv har gode tip til enten kælkebakker og skiløjper, som ikke er at finde på oversigtskortet højere oppe i artiklen, send venligst en mail til peel@tvsyd.dk med dit forslag.

Sådan er reglerne på kælkebakken

Almindelig ophold og færden på skøjtebaner og lignende, hvor der ikke afholdes et arrangement, og hvor personerne består af forskellige forsamlinger, opfattes ikke som udgangspunkt som én gruppe.


Politiet have mulighed for at udstede en bøde, hvis:

  • der på en offentlig tilgængelig legeplads, skøjtebane eller lignende (kælkebakke, red.) befinder sig flere end fem personer på en sådan måde, som efter politiets skøn udgør en særlig fare for smitte med covid-19.

  • flere end 10 personer fra samme husstand eller alene personer, som alle er hinandens nærmeste pårørende, befinder sig sammen og udgør en særlig fare for smitte med covid-19.

(Kilde: Rigspolitiet)