Rift om taxa på Padborg Station

Der er rift om at få en taxa i disse dage ved Padborg station. Frem til mandag morgen kl. 04 er der jernbanestrejke i Tyskland, hvor mange togrejsende må skifte transportform i Padborg.

Togrejsende til Tyskland fra jyske stationer mærker strejken, når de kommer til Padborg, hvor InterCityEkspres-togene stopper så længe strejken varer og ikke som normalt fortsætter til Hamborg.

Der kører ikke togbusser mellem Padborg og Flensborg, hvorfra Deutsche Bahn trods strejken kører til Hamborg via Neumünster hver 2. time. Derfor har taxa travlt med at køre strandede passagerer mellem Padborg og Flensborg.