Røg i banken var insektgift

Fire brandfolk og en vægter måtte fredag aften på skadestuen, efter de indåndede insektmiddel i en bank i Aabenraa.

Syd og Sønderjyllands Politi fik i aftes flere anmeldelser om, at Danske Bank på Store Torv var fyldt med røg. Da politiet nåede frem, viste det sig ganske rigtigt, at banklokalet var fyldt med røg, men der var ikke nogen ild.

Brandfolkene besluttede at trænge ind i banken for at finde ud af, hvor røgen kommer fra.

- De kunne ikke finde ud af, hvor røgen kom fra, og pludselig blev de dårlige. Det endte med, at fire brandfolk og en vægter blev kørt til skadestuen, fortæller vagtchefen hos politiet.

Det blev hurtigt opklaret, at banken har været plaget af fluer, og et firma, der bekæmper skadedyr, har været inde og sprøjte mod fluerne. Bortset fra ubehag var vægteren og brandfolkene ikke i fare.