Virksomhed overrasket over borgeres reaktion på projekt med lettere forurenet jord

Økonomidirektøren i miljøvirksomheden Meldgaard er ked af modtagelsen over projektet, som i hans optik er med til at genoprette naturen omkring det beskyttede naturområde.

Gunnar Faaborg og Jørn Friis er bekymret for, hvad der skal ske med naturområdet nord for Bodum. 

De er en del af en protestgruppe, der har flere bekymringer om påvirkning af grundvand, dyrearter og den transport af jorden, der kommer til området, hvis et projekt fra virksomheden Meldgaard bliver til virkelighed.

- Forurening er vi ikke interesseret i, og vi kæmper med næb og klør, siger Gunnar Faaborg, der igennem årtier har opkøbt marker, ejendomme og dele af naturområdet nordvest for Bodum.

Miljøvirksomheden Meldgaard har udset sig området nord for byen Bodum, hvor de kan gøre af "ren til lettere forurenet jord", der kan komme fra byggeprojekter i kommunen. 

Ifølge ansøgningen drejer det sig om 70 procent jord og 30 procent lettere forurenet jord, der kan stamme fra byggeprojekter i kommunen.

Lettere forurenet jord

Miljøstyrelsen skriver blandt andet:

"Mange steder i Danmark er jorden lettere forurenet. Især i de ældre byområder i landets større byer. Forureningen er opbygget gennem mange år. Den stammer bl.a. fra bilers udstødning og industriens udledninger af røg og støv. Der er ingen umiddelbar sundhedsfare ved kontakt med lettere forurenet jord.

Sundhedsrisikoen ved lettere forurenet jord er beskeden sammenlignet med mange andre risikofaktorer."

Kilde: Miljøstyrelsen

Det er området her, hvor Meldgaard ønsker at placere rent til lettere forurenet jord fra byggeprojekter. Der går en stiplet linje rundt om det beskyttede naturområde, som Meldgaard ikke vil anvende til formålet.
Det er området her, hvor Meldgaard ønsker at placere rent til lettere forurenet jord fra byggeprojekter. Der går en stiplet linje rundt om det beskyttede naturområde, som Meldgaard ikke vil anvende til formålet.
Foto: Aabenraa Kommune

Alt det vi ikke ved noget om

Området er 66 hektar stort og dækker over beskyttede naturområder med moser og vådområder. 

Den beskyttede del vil eller må de ikke anvende til formålet, men derimod kun bruge den omkringliggende landbrugsjord.

Forud for et borgermøde har borgergruppen placeret et banner ud mod hovedgaden i Bodum. Meldgaard mener, at det er misforstået, at de vil fylde Bodum med forurenet jord.
Forud for et borgermøde har borgergruppen placeret et banner ud mod hovedgaden i Bodum. Meldgaard mener, at det er misforstået, at de vil fylde Bodum med forurenet jord.
Foto: Jonas Ravnkilde Johansen, TV SYD

Men i protestgruppen tror man ikke på, at man kan placere jorden klos op ad et beskyttet naturområde. 

Men ifølge Miljøstyrelsen er der ikke nogen umiddelbar sundhedsrisiko ved kontakt med lettere forurenet jord, så er der noget at være bekymret for?

- Hvad med alt det vi ikke ved noget om? PFAS kender man til nu, men hvad kender vi ikke til om 5-10 år? Og så er man i gang med at smide ting herud. Det er kritisk, lyder det fra Jørn Friis, der bor i Bodum.

Faktisk er projektet tænkt som en hjælp til den omkringliggende natur, fortæller økonomidirektør Johan Nielsen. Det gør ham ondt at høre utilfredsheden fra borgerne, siger han.

Kan du forstå frustrationen?

- Ja, det kan jeg. Men jeg kan garantere, at vi vil lave de undersøgelser, der skal til, for at der ikke sker forurening. De værn der eventuelt skulle til, må vi gøre, og hvis vi skal ændre projektet, er vi klar til det. Vi holdt et borgermøde, og jeg håber, de kan se, hvor stort et projekt, der sættes i gang i forhold til undersøgelser, siger han.

Meldgaard vil over tid udvikle området til et såkaldt rekreativt område, hvor der blandt andet skal være insekthotel, sheltere, stier og andre elementer, der skal gavne naturområdet og gøre det mere attraktivt for borgerne.

Det er blandt andet sheltere, skov til kompensation for CO2-udledning og flere andre ting, som Meldgaard vil bruge området til, når der er jord nok til det. Der kan dog gå op til 20 år, før det sker..
Det er blandt andet sheltere, skov til kompensation for CO2-udledning og flere andre ting, som Meldgaard vil bruge området til, når der er jord nok til det. Der kan dog gå op til 20 år, før det sker.
Foto: Aabenraa kommune

- Det er det eneste større område, hvor der ikke er særlige drikkevandsinteresser, samtidig med at det skulle gerne være en bynær beliggenhed og tæt på grusgrav, så vi begrænser transport og CO2, siger Johan Nielsen. 

Mange undersøgelser

Men selv efter et borgermøde, hvor Meldgaard sammen med kommunen og Sweco lagde tingene på bordet og forsikrede om, at der ingen intentioner er om at ødelægge det eksisterende område eller forårsage miljøskade, er borgergruppen i den overbevisning, at det ikke skal laves.

Flere medlemmer af Aabenraas lokalafdeling i Danmarks Naturfredningsforening har også givet udtryk for, at de ikke ønsker projektet realiseret.

- Vi er skeptiske overfor, at der er tale om forurenet jord, og så mener vi ikke, at man skal påvirke et naturområde, der er der i forvejen. Men vi venter på miljøundersøgelsen, så vi har noget konkret at forholde os til, siger Liselotte Johansen, der er bestyrelsesmedlem i Danmarks Naturfredningsforening.

Tæt på markerne, hvor projektet er tænkt, ligger beskyttet naturområder med moser og vådområder.
Tæt på markerne, hvor projektet er tænkt, ligger beskyttet naturområder med moser og vådområder.
Foto: Jonas Ravnkilde Johansen, TV SYD

Men ifølge Johan Nielsen har Meldgaard allerede brugte millioner på selv at få foretaget undersøgelser, så de ikke gør skade. Derudover har kommunen også flere godkendelser af projektet, der baserer på undersøgelser af miljøpåvirkning og andre lokale forhold.

En risiko

Før projektet kan realiseres er der lang vej endnu. 

Lige nu er der en debatfase, hvor borgere og interessenter kan komme med idéer og forslag til projektet. Først derefter skal der udarbejdes og godkendes en lokalplan, som igen skal i høring, inden det kan vedtages. 

Projektbeskrivelse

Meldgaard ønsker at etablere et nyttiggørelsesanlæg i et område på ca. 66 ha. Formålet med nyttiggørelsesanlægget er, at jord, der bliver tilovers fra byggeprojekter, køres til området og benyttes til at etablere et bakket landskab, som på sigt udvikler sig til et rekreativt naturområde. Området bliver etableret med respekt for de § 3 områder, der ligger omkring projektområdet og i projektområdet, samt Lerskov Plantage. Området bliver tilgængeligt for offentligheden, når delfaserne er afsluttet.

Under anlægsfasen bliver der etableret en karteringsplads på den sydlige del af grunden, hvor jorden modtages. Pladsen vil bestå af en brovægt, mandskabsbygning, sorteringsanlæg samt plads til eventuel prøvetagning af tilkørt jord. Hvis det er nødvendigt, kan man dermed udtage prøver af jorden samt sortere den, hvis det viser sig nødvendigt. Den tilkørte jord vil være ren til lettere forurenet.

Bakkerne etableres i etaper. Første fase vil være i det nordøstlige område. Dette er for at beskytte de tilstødende naboer, der ligger nord og øst for projektområdet, mod støj fra de entreprenørmaskiner, der benyttes til anlægsarbejdet. Når første etape er færdiganlagt, vil den blive offentlig tilgængelig, når naturen er reetableret og Aabenraa Kommune mener, at det er forsvarligt for naturen at give adgang for offentligheden. Antallet af etaper og anlægsperioden vil afhænge af, hvor hurtigt der kommer overskudsjord til området, og naturen er reetableret.

Der etableres stier, i det omfang det er muligt i området, og beplantning, der tager udgangspunkt i de hjemhørende arter, der findes både i de omkringliggende beskyttede naturområder og i de beskyttede naturområder, der ligger indenfor projektområdet.

Der etableres bakker med forskellige højder og udformninger for at skabe et varieret landskab. Der forventes desuden etableret shelter og et udsigtspunkt. I området vil der efter etablering blive opsat informationstavler, der fortæller dels om de planter og dyr, der kan findes i området, dels om det omkringliggende landskab.

Der planlægges vejadgang fra Bodum Bygade. Vejen fører op til en plads, der benyttes til håndtering af jord under anlægsfasen, og parkeringspladser til de besøgende, når projektet er etableret.

Bakkelandskabet placeres med respektafstande til de tilstødende beskyttede naturtyper og beskyttede jorddiger, hvilket sikrer, at området indrettes i respekt for det omgivende landskab. Der løber en højspændingsledning tværs igennem den nordlige del af området. Der vil i anlægsfasen blive taget hensyn til ledningen og de respektafstande, der er til den.

Dele af områdets afgrænsning mod vest, nordvest og nord indgår i økologiske forbindelser i kommuneplanen. I området og i skel til de omgivende områder er der desuden beskyttede jord- og stendiger og flere områder med beskyttet natur. Efter anlægsfasen vil området blive et stort rekreativt område, som med tiden vil blive et større område med beskyttet natur. Dette forventes at have en positiv indvirkning på de tilstødende naturområder, da der således er et større raste- og yngleområde for dyrelivet, og et større område hvor planter kan spredes og etableres i.

Ifølge formand for udvalget for Plan, Teknik og Landdistrikter i Aabenraa Kommune er der flere gange undervejs i planlægningen, at kommunen kan gå ind og vurdere sagen. 

- Vi er ikke interesseret i at forurene jorden. Man er blevet meget mere opmærksom på forurening, og i dag kan man ikke flytte noget jord, uden at man ved, hvad der er i den, siger Dorte Soll (S).

Men Gunnar Faaborg og Jørn Friis er stærkt overbevist om, at det er bedst, hvis projektet ikke bliver til noget.

Men kan I ikke tro på, at Meldgaard har gode intentioner og har tænkt sig at passe på det her område?  

- Nej, det er vi i tvivl om, lyder det fra Gunnar Faaborg. 

- Hvis man skulle passe på området, så skulle man netop ikke gøre noget. Det må være indlysende nok. Det er jo en risiko, vi løber, som vi ikke kender konsekvensen af, siger Jørn Friis.

Området ligger nordvest for Bodum og syd for Lerskov Plantage.
Området ligger nordvest for Bodum og syd for Lerskov Plantage.
Foto: Aabenraa Kommune