13.017 kilometer på cykel er den ultimative frihed for Daniel

27-årige Daniel Hansens mål er at rejse rundt i verden. Han begyndte med en rejse til Sydafrika – på cykel. Målet var begyndelsen på en helt ny tilværelse.

De brede cykeldæk bevæger sig henover den grusede landevej. Daniel er så langt sydpå, at afmærkningerne på vejen er gule, og elefanter står i den sandede rabat langs ruten. Han er nået til Botswana. 1.500 kilometer tilbage af hans første eventyr.

quote

Jeg har lært, hvad jeg ikke behøver for at være lykkelig.

Daniel Hansen, Haderslev

Fra misbrug til maraton og minder for livet

På Haderslev Rusmiddelcenter satte Daniel sig i 2014 et mål: ”Jeg vil rejse ud i verden.”

Efter knap to års afsoning og en eftertid omgivet af stoffer var det tid til at vende livet rundt.

- Jeg kunne ikke rigtig finde fodfæste, eller hvordan jeg skulle være i verden, fortæller Daniel til TV SYD om tiden efter sin løsladelse og fortsætter:

- Jeg nåede til et punkt, hvor jeg blev bevidst om, at jeg ikke selv kunne komme ud af det.

Daniel holder foredrag

Daniel søgte selv hjælp på rusmiddelcenteret, og der bad de ham om at sætte nogle mål i livet. Mens de andre i behandling ville have et arbejde, en lejlighed eller familie. Ja, så ville Daniel løbe et maraton og derefter rejse ud i verden.

- Jeg tror, at folk vil have et arbejde, finde sig en lejlighed og så arbejde 7.00 til 16.00 med repeat dagen efter, fordi de måske er bange for at springe ud i nogle lidt skæve projekter og drømme.

Men Daniel var ikke i tvivl om, at han nok skulle nå begge mål. I 2015 løb han maratonet – og så manglede han kun at se verden.

Fra Haderslev til Cape Town på to hjul

quote

Jeg havde jo ikke engang lappet en cykel, inden jeg skulle afsted.

Daniel Hansen, Haderslev.

Drømmen om at rejse gennem Afrika kom for alvor på tegnebrættet, da Daniel på internettet opdagede en mand, der på motorcykel rejste fra Nordkap i Norge til Cape Town i Sydafrika. Det skulle Daniel også prøve – bare på cykel.

- Den fart, du holder på en cykel, er en fed hastighed at komme fremad på, fordi du når at opleve det ligeså stille uden at stå stille, forklarer Daniel.

Og så gik Daniel ellers i gang med at planlægge 13.017 kilometer på cykel, der blandt andet skulle gå gennem Østrig, Sudan, Kenya og Zambia. På et år sparede Daniel op, tog til London for at købe den helt rigtige cykel, og så blev en rum tid også brugt på at lære, hvordan cyklen egentlig skal passes.

- Jeg havde jo ikke engang lappet en cykel, inden jeg skulle afsted, så det var en helt ny verden for mig.

I planlægningen besluttede Daniel også, at turen skulle have et formål for flere end ham selv. Derfor startede han en indsamling til DINNødhjælp, der kæmper for at redde heksebørn i Nigeria, hvor de, der fulgte med i hans rejse, kunne donere beløb eller kilometerpenge under den ni måneder lange cykeltur.

- Det krævede ikke noget af mig at oprette en indsamling. Jeg ville jo cykle derned alligevel, så det var nemt for mig at gøre det, siger Daniel.

Meget var planlagt. Også for meget, når Daniel ser tilbage på tiden, inden han trådte i pedalerne sydpå for første gang.

- Jeg havde lagt alt for meget i planlægningen for så at finde ud af, at det så helt anderledes ud ude i verden, end jeg egentlig havde forestillet mig.

Ovenover kan du se Daniels rute fra Haderslev til Cape Town. Grafik: Simon Svanes Jensen.

Fra A til B – og alt det undervejs

Søndag den 24. september 2017 vinkede Daniel farvel til familie og venner i Haderslev og satte kursen mod Tyskland. Målet var Cape Town – og alle landene i mellem.

- Det skulle ikke bare være fra A til B, men deles op i kontinenter, lande og områder i landene, forklarer Daniel.

På ni måneder oplever man en hel del – i hvert fald når man cykler gennem Afrika. Udover den skiftende natur og dyrelivet fra Danmark til Sydafrika, oplevede Daniel én bestemt ting, der stadig sidder fast:

- De her oplevelser hvor man bare er blevet mødt med gæstfrihed og varme blandt nogle af verdens fattigste mennesker. Det tror jeg, er de minder, der betyder mest for mig.

Foruden de lokale, der bød ham indenfor eller hjalp ham med at finde vej til det nærmeste hotel, var også alle de nysgerrige – og dem var der flere af, end Daniel havde regnet med.

- Jeg havde en forestilling om, at jeg skulle til Afrika, hvor der bare var savanne og ingen mennesker, men der er næsten mennesker overalt langs hovedvejene, så det der med at være i fred kan være utrolig svært, fortæller Daniel.

Selvom der var selskab nok på turen, så er 13.017 kilometer stadig en del på cykel, men Daniel gav aldrig op, selvom der var dage, hvor han ikke kunne komme hurtigt nok hjem:

- Jeg tror bare, det er vigtigt, at man ikke lader sig påvirke af ens følelser og tanker, så man egentlig bare holder sig til det mål, man har sat sig.

13.017 kilometer på cyklen giver mange billedmuligheder. Her er et udvalg fra Daniels tur.
13.017 kilometer på cyklen giver mange billedmuligheder. Her er et udvalg fra Daniels tur.
Foto: Daniel Hansen

Fra letvægtstelt til fortelt

Daniel kom hjem i sommers, men cyklen er ikke pakket væk. Den står som det første blikfang, når man træder ind i Daniels nye hjem. En campingvogn med fortelt.

- Da jeg rejste rundt i Afrika, blev jeg mere bevidst om, at jeg i hvert fald ikke ville hjem og bruge 5.000 kroner på en lejlighed, så vil jeg hellere have tid til noget andet. Jeg vil ikke bruge tiden på at jagte penge til den åndssvage lejlighed, den store bil eller det moderigtige tøj, siger Daniel.

Med den bevidsthed fulgte også en læring fra turen, hvor alt Daniel havde med kunne pakkes op på cyklen.

- Jeg har lært, hvad jeg ikke behøver for at være lykkelig. Og så har det lært mig måske at trække på skuldrene og bare stille mig tilfreds, når tingene er, som de er.

Sådan her var Daniels cykel pakket under turen til Sydafrika. Letvægtsteltet er pakket foran med tøj, og mellem stellet sidder madlavningsgrejet.
Sådan her var Daniels cykel pakket under turen til Sydafrika. Letvægtsteltet er pakket foran med tøj, og mellem stellet sidder madlavningsgrejet.
Foto: Daniel Hansen

Pedalerne skiftes ud med pagaj

Om cirka 14 måneder pakker han igen sit liv sammen og drager ud i verden. Men livet skal ikke pakkes på cyklen – det skal ned i en kajak og med rundt langs Østersøen.

- Jeg har hele tiden haft et eller andet med Østersøen rundt, fortæller Daniel.

For kort tid siden prøvede han at sejle kajak på de norske fjorde ved Stavanger. Oplevelsen dér har gjort cyklen arbejdsløs for næste rejse:

- Min første kajaktur var fuldstændig fantastisk, og det tror jeg har ligget fast i mine tanker, at det kunne være fedt at rejse på den måde.

Daniel planlægger at kaste kajakken i Østersøen i februar eller marts 2020 for at sejle de 6.000 til 7.000 kilometer langs Østersøen og Den Botniske Bugts bred. Indtil da er han at finde i sin campingvogn.

Ovenover kan du se Daniels planlagte rute rundt langs Østersøen. Grafik: Simon Svanes Jensen.