246 børn udgiver bog

Børnekulturhuset Nicolai for børn i Kolding udgiver syv fortællinger skrevet af børn til børn i samarbejde med forfatter Mette Finderup.

I alt 153 børn fra 4.- og 5. klassetrin i Kolding har skrevet historierne, mens 93 børn fra 1.- 3. klassetrin har udarbejdet oplæg til illustrationerne.

Litteraturprojektet, der er blevet til under titlen Nicolai og Det magiske hus, tager udgangspunkt i børnenes eget litterære udtryk og bærer det ud til et bredt publikum.

Formålet har været at sætte fokus på børnelitteratur og børns brug af den skrevne fortælling. Desuden har børnene arbejdet med visuelle udtryk i litterær sammenhæng.

I projektet har børnene arbejdet tæt sammen med en professionel forfatter samt illustrator.

Forfatter Mette Finderup har opbygget historiens struktur og iscenesat handlingsforløbet i fortællingen. Hun har skrevet de indledende afsnit og været vejleder og inspirator for børnene før og under skrivefasen.

Illustratorerne Marie Zeuthen Andersen og Signe Kjær Pedersen har opstillet rammerne for de illustrationer børnene har lavet.