TV der bevæger dig

25.000 børn skal transportere kølige bananer fra Indien

00:12

350 børn samlet til Naturfagsmaraton giver glæde og lyst, fortæller direktør for Naturvidenskabernes Hus. Video: John Melin

Naturfagsmaraton begyndte torsdag i Hedensted, hvor 350 elever fik teknologiske udfordringer. 24.650 elever i hele Danmark skal igennem det samme frem til maj.

Indiske bananer, temperaturmåler og et køleapparat, der skal mindske varmen fra en glødende varmelampe.

Man kan mærke, at børnene er glade og begejstrede. De er stolte af de løsninger, de har lavet.

Nanna Seidelin, direktør for Naturvidenskabernes Hus

Det er bare en leg for eleverne. De skal ikke selv holde bananer kolde på frugtens rejse fra Indien til Danmark, men problemet er reelt nok – for de ansatte på Danfoss. Og det er dem, Danmarks 5. og 6. klasseselever skal forsøge at hjælpe under Danmarks største konkurrence i naturfag.

Netop konkurrencedelen i naturfagsmaratonet får eleverne til at gøre deres bedste – til gavn for Danfoss og deres egen læring. Udover at køle bananer, bygger eleverne også papirtårne og laver lys med batterier.

- Konkurrenceelementet er rigtig godt, og det er motiverende, forklarer Anders Peter Thomsen, der er lærer på Hornsyld Skole, som deltog torsdag i Hedensted.

Læreren fortæller til TV SYD, at han med gruppearbejde og deadlines ser sine elever gå til opgaver på en ny måde, end de gør i klasselokalet.

00:09

Små robotter vandt også børnenes opmærksomhed ved Naturfagsmaraton. Her skal børnene dirigere robotten ved hjælp af farvekoder på ruten. Foto: John Melin, TV SYD

Luk video

Det skal være fedt med teknologi

En af de elever, der er revet ud af klasselokalet for dagen, er Mathilde Østergaard Madsen, der går i 6. klasse på Juelsminde Skole. Hun bruger sin dag i elektronikkens tegn og undersøger, hvordan batterier giver lys.

Hvad er Naturfags-maraton?

  • Konkurrence for 5. og 6. klasseselever
  • Konkurrencen kører for 16. år i træk
  • I år fra januar til maj
  • 62 konkurrencedage med elever fra 55 kommuner
  • Afholdes af Naturvidenskabernes Hus
  • Sponsoreret af Novo Nordisk Fonden, Nordea-fonden, Grundfos og Undervisnings-ministeriet

- Jeg synes, at det var lidt svært til at starte med, fordi der var mange ting, som vi ikke havde prøvet før, men jeg synes, det er fedt, nu hvor vi er her, siger Mathilde til TV SYD under naturdagen.

Netop det, at eleverne synes, at det er fedt, er hele pointen med Naturfagsmaraton:

- Vi håber, at de finder ud af, at når man er god til naturfag og teknologi, kan man være med til at løse nogle vigtige problemer, siger direktør for Naturvidenskabernes Hus, Nanna Seidelin.

Teknologi og innovation skal sættes på skoleskemaet sammen med elevernes interesse. Det oplever Nanna Seidelin, at dagene med Naturfagsmaraton hjælper til med.

- Det giver en virkelig god energi, og man kan mærke, at børnene er glade og begejstrede. De er stolte af de løsninger, de har lavet.

Fredag afholdes anden dag i maratonet også i Hedensted, hvorefter projektet fortsætter videre ud i det danske land.

Hent vores nye Play App
Hent vores nye Play App
Hent vores nye Play App