TV der bevæger dig

28 vil være ny generalkonsul i Flensborg

Henrik Becker-Christensen sidder bag dette skriveborg indtil september.

28 har søgt stillingen som generalkonsul i Flensborg. Det oplyser Udenrigsministeriet til TV SYD.

Der er stor interesse for at blive ny generalkonsul i Flensborg - i hvert fald hvis man skal dømme efter det antal, der har sat sig ned og skrevet en ansøgning, inden fristen mandag udløb.

Læs også Nu kan du søge stillingen som generalkonsul i Flensborg

Udenrigsministeriet oplyser, at man har modtaget ialt 28 ansøgninger, der nu skal gennemgås og behandles.

Til september stopper den nuværende generalkonsul, Henrik Becker-Christensen, efter 19 år på posten. 

I november sidste år meddelte statsminister Lars Løkke Rasmussen, (V), via pressen, at Bertel Haarder (V) skulle afløse Becker Christensen i Flensborg.

Det danske mindretal protesterede dog kraftigt imod pludselig at skulle sige farvel til den afholdte Henrik Becker-Christensen, blot fordi en ministerkabale skulle gå op på Christiansborg, og det endte med, at Bertel Haarder takkede nej til jobbet.

Da det stod klart, at Becker-Christensen ikke bare kunne fortsætte, begyndte spekulationerne om hvem så? Tidligere fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) blev nævnt som et stærkt bud - men hun meddelte i marts, at hun ikke er kandidat.

I opslaget til stillingen som generalkonsul i Flensborg beskrives virkeområdet som bredt spændende. Fra kultur og skoleforhold til understøttelse af samarbejde i regionen og på tværs af grænsen. Generalkonsulen skal understøtte de danske mindretals aktiviteter og vilkår, herunder via synlighed og aktiv deltagelse i det offentlige rum.

Stillingen indebærer også, at den udvalgte bliver daglig leder af generalkonsulatets p.t. tre medarbejdere og ansvarlig for den daglige drift og borgerserviceopgaver.

 

Ny og forbedret app - hent den nu
Ny og forbedret app - hent den nu
Ny og forbedret app - hent den nu