46 lastbiler leverer sand til mesterskab

Billund varmer op til de danske mesterskaber i beachvolley. Der spilles også håndbold i sandet

Billund er ikke just kendt for badestrande. Men i den kommende weekend er byen vært for årets danske mesterskaber i beachvolley.

- Vi hørte, at Nyborg Kommune har haft succes med et lignende arrangement. Vi har et område, der ligger ubenyttet hen midt i byen, indtil vi får et nyt butikstorv, så derfor bød vi ind på opgaven. Det giver liv i byen, siger Søren Madsen, som er kommunikationschef i Billund Kommune.

Flere og flere sandbaner

DM kører lørdag og søndag, men allerede nu er der andre aktiviteter på banerne, blandt andet strandhåndbold.

Både strandhåndbold og beachvolley kræver en masse sand. Det har hele 46 lastbiler med i alt 1200 tons sand leveret til Butikstorvet i Billund, hvor de seks beachvolleybaner og tribunerne til DM er anlagt ved siden af Lego House.

Der dukker flere og flere baner op i byer uden sandstrande, så banerne i Billund er ikke enestående. Man har blandt andet baner i Varde, Vejen og Grindsted. Men arrangementet i Billund samler eliten til det første City Beach Grand Slam i Danmark.