TV der bevæger dig

Aabenraa tog penge fra anbragt ung

Borgmester i Aabenraa, Thomas Andresen, Venstre. Foto: Christian Kallenbach, TV SYD

Aabenraa er den eneste kommune i Syd- og Sønderjylland som benytter lov om at opkræve unges løn. Umoralsk, siger minister. Nu bliver loven lavet om.

Sidste år trak Aabenraa Kommune penge fra den løn, som et anbragt ungt menneske tjente i sit fritidsjob.

Med serviceloven i hånden tog kommunen hele fritidsjoblønnen på nær 500 kroner. Resten gik til egenbetaling for at være anbragt. Loven om, at kommuner kan tage en del af fritidslønnen, gælder alle anbragte unge, men dog først, når de har sparet 10.000 kr. op på egen konto.

Det fremgår af en undersøgelse fra Ankestyrelsen, som dagbladet Information har fået aktindsigt i.

- Jeg mener principielt, at det er sundt, at man forsørger sig selv, før man får penge fra det offentlige, siger borgmester i Aabenraa, Thomas Andresen (V), om sagen.

- Der er en stolthed ved at tjene sine egne penge, tilføjer han og understreger, at han ikke kender det konkrete tilfælde fra 2017, hvor hans kommune opkrævede lønnen fra den unge, tilføjer han.

Der er en stolthed ved at tjene sine egne penge og forsørge sig selv.

Thomas Andresen, borgmester, Venstre, Aabenraa

Flertal klar til at ændre loven

Et flertal på Christiansborg er klar til at ændre loven, som er fra 1965, så det ikke længere vil være muligt.

- Loven forhindrer det ikke, men det er det moralske: Hvordan kan man få sig selv til det, siger børne- og socialminister Mai Mercado (K) til TV SYD.

I alt tretten kommuner landet over gjorde i 2017 brug af reglen i serviceloven, der gør det muligt at opkræve lønnen fra anbragte børn og unges fritidsjob. Pengene bruges til, at den unge på den måde selv bidrager til betalingen for sit ophold på sit anbringelsessted.

Socialordfører Karin Nødgaard (DF), finder det stærkt kritisabelt, og i maj fremsatte hun et beslutningsforslag i Folketinget, som skal sætte en stopper for opkrævningen.

- Når vi i forvejen ved, at anbragte børn og unge har så mange odds imod sig i det videre liv, både uddannelses- og skolemæssigt, så burde man ikke gøre det her. For jeg synes, det er vigtigt, at de unge får et incitament til at få et fritidsjob, siger Karin Nødgaard til Information.

Hør et klip med børne- og socialminister Mai Mercado om sagen her:

00:38

Børne- og socialminister Mai Mercado (K) er klar til at ændre loven om anbragte unges fritidsjob.

Luk video
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden