AC Horsens indkasserer første nederlag

Så gik den ikke længere. AC Horsens led sæsonens første nederlag, da Randers FC besejrede oprykkerne med 1-0 i Alka Superligaen fredag aften.

Oprykkerne fra AC Horsens indkasserede fredag aften det første nederlag i sæsonen efter en 1-0 sejr til Randers FC.

Det var Viktor Lundberg, som blev matchvinder, da han headede bolden i netmaskerne i det 24. minut.

I de sidste sekunder af første halvleg var oprykkerne dog tæt på at udligne, da Hallur Hansson sparkede på kassen. Randers-keeperen Hannes Thor Halldorsson kom dog i vejen for afslutningen.

Anden halvleg blev en mere dramatisk en af slagsen, da AC Horsens-anføreren, Mathias Nielsen, fik sit andet gule kort. Samme skæbne led hjemmeholdets Erik Marxen kort efter, da han også blev sendt i bad med to gule kort.

I slutningen af kampen pressede gæsterne godt på foran Randers-målet med tre store chancer, men endnu engang stod Hannes Thor Halldorsson godt mellem stængerne.

Kampens resultat placerer dermed AC Horsens på en 9. plads efter tre uafgjorte og et nederlag, og Randers ligger med sejren på en 5. plads.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.