Ældre mand udsat for grov vold i Tønder

En 74-årig mand ligger lørdag hårdt kvæstet på hospitalet efter et groft overfald sent fredag aften.

En 34-årig mand fra Tønder bliver klokken 11 lørdag formiddag fremstillet i grundlovsforhør i retten i Sønderborg.

Syd- og Sønderjyllands Politi blev ved midnatstid kaldt til en lejlighed på Bargumsvej i Tønder. Her var lejlighedens 74-årige beboer fundet med skader i hovedet.

I lejligheden var også den 34-årige mand, der tilsyneladende havde overfaldet den ældre mand.

Den 74-åriges skader betegnes af lægerne som kritiske, og han er overført til Odense Universitetshospital.

Anklagemyndigheden vil begære dørene lukket ved grundlovsforhøret af hensyn til den videre efterforskning.