95-årige Inger går over Lillebælt som den ældste nogensinde

Inger Marie Tagmos på 95 år har altid haft et særligt forhold til Lillebæltsbroen. Søndag skulle hun så prøve at gå ’Bridgewalking’ over den.

Hvad giver man en kvinde på 95 år?

Normalt er Inger Marie Tagmos typen, der siger: ”Bare I vil komme.”

Men det er der blevet lavet om på. Da hun hørte at hendes datter havde været afsted på Bridgewalking, ja, så ville hun da også prøve.

- Jeg tænkte ved mig selv, nej, nu ønsker du dig nogle ture ud i naturen, og så var det her jo oplagt, siger Inger Marie Tagmos til TV2 Fyn, kort tid inden hun skulle afsted.

Turen var arrangeret af Inger Maries datter Kirstine, og det blev til en stor familietur med 20 mennesker fra fire generationer.

En bro med betydning 

Det er faktisk ikke første gang, at Inger Marie Tagmos skal gå over Lillebæltsbroen, det er dog ved at være nogle år siden sidst.

- Jeg har altid synes, at Lillebæltsbroen var et flot byggeri. Jeg gik over den da jeg var 12 år sammen med min onkel og tante fra Fredericia. Så gik vi til Middelbart og drak kaffe på en café og tog toget tilbage, fortæller hun til TV2 Fyn.

Selvom Inger Marie søndag skulle et stykke op i højderne, 60 meter for at være præcis, så var det ikke noget, der skræmte hende.

- Jeg tror på at jeg kan, og jeg vil. Jeg er hverken nervøs eller noget. Det er herligt, at de syntes, det er en stor oplevelse, og de har lyst til at tage mig med, det er jeg glad for, siger Inger Marie til TV2 FYN.

På toppen af broen var det så tid til at gøre status over gaven, der faldt i rigtig god jord.

- Jeg har det godt!

Humøret var højt på hele turen, bare se denne video:

 
Video: Lasse Beck Frost, TV2 FYN. Journalist: Sara Fuglsig, TV2 FYN