TV der bevæger dig

Antallet af drukneulykker stiger markant: - Det er trist, men ikke overraskende

Selvom badeforholdene kan være lumske ved vandet på Rømø, så var der ikke en eneste drukneulykke på øen i 2018. Foto: Mikael Kongevang

2018 blev et trist år, når blikket rettes mod antallet af drukneulykker. Antallet steg fra 54 i 2017 til 66 sidste år. Til gengæld var der kun en enkelt drukneulykke på Vestkysten i TV SYDs dækningsområde.

2018 bød på rekordmange solskinsdage i løbet af sommermånederne, og rigtig mange danskere drog mod de danske kyster og badestrande.

Desværre bød 2018 også på en stigning i antallet af druknede i Danmark. En foreløbig opgørelse fra TrygFonden viser, at 66 personer mistede livet som følge af drukning sidste år. 

- Med et vejr som det, vi oplevede sidste år, så er det naturligt, at der har været mere aktivitet ved og på vandet. Det oplevede vi også på de strande og havnebade i hele landet, hvor TrygFonden Kystlivredning opererer. Her havde livredderne ekstra travlt, og der var flere alvorlige hændelser, som kunne have ført til drukning, siger René Højer, programchef i TrygFonden med ansvar for bade- og vandsikkerhed.

- Så det er trist, men egentlig ikke overraskende, at vi i vores foreløbige opgørelse over druknede i 2018 ser en stigning.

Et generelt fald gennem årene

Druknestatistikken har gennem årene vist et fald i antallet af drukneulykker.

I begyndelsen af 00-erne skete der i gennemsnit 70 drukneulykker om året, mens antallet fra 2009 til 2016 har ligget på gennemsnitligt 50 om året.

I 2015 var vi helt nede på 34 drukneulykker, hvilket var det laveste målt nogensinde.

Mænd har gennem alle årene været overrepræsenteret i druknestatistikken, og det gælder også i den nye opgørelse for 2018. Af de 66 omkomne var hele 53 mænd. I kun ét tilfælde var det et barn, der mistede livet.

Få drukneulykker ved Vestkysten

Hvis der skal være noget at glæde sig over i de nye tal, så må det være, at der kun har været en enkelt drukneulykke langs vestkysten i TV SYDs dækningsområde i 2018, og det var i Varde Kommune.

Der har været seks drukneulykker i alt i 2018 i den del af landet, TV SYD dækker.

- Man kan håbe, at de lave tal langs Vestkysten i jeres område er et udtryk for, at folk har fået mere respekt for vand og i højere grad søger derhen, hvor der er livreddertårne, siger Michael Iwersen, der er uddannelsesleder i TrygFonden Kystlivredning.

I 2018 druknede der en person i hver af kommunerne: Varde, Kolding, Vejen, Aabenraa, Haderslev og Sønderborg.

TrygFonden Kystlivredning åbner sine bemandede livreddertårne på 36 danske strande og havnebade den 28. juni, når skolernes sommerferie begynder.

Derudover arbejder TrygFonden sammen med Søsportens Sikkerhedsråd om projektet SejlSikkert, der har til formål at forbedre sikkerhedskulturen i forbindelse med fritidssejlads og fritidsfiskeri.

Ny og forbedret app - hent den nu
Ny og forbedret app - hent den nu
Ny og forbedret app - hent den nu