Antibiotikafrie grise fra Sønderjylland lander i Lidl's køledisk

Flere forbrugere vil undgå antibiotika og støtte dyrevelfærd, når de køber flæskesteg. Derfor får Lidl nu leveret svinekød fra sydjyske Wiking Meats.

Hos sydjyske Wiking Meat skal grisen have krølle på halen og behandles uden brug af antibiotika.

Her sælger man nemlig kun svinekød fra grise, der er opdrættet efter virksomhedens særlige standarter, hvor bæredygtighed, sundhed og trivsel er i højsædet.

Det betyder blandt andet at de grise, der ender i køledisken ikke har fået en dråbe antibiotika og er fodret med dansk foder uden gensplejsning. Desuden går grisene i større stier, bevarer deres haler, bliver maks. kørt 2,5 time i hele deres liv og bliver slagtet i Danmark. 

Svinekød fra konventionelle landbrug indeholder heller ikke antibiotika, da grisene i 14 dage inden slagtning ikke får medicin. Grisene fra Wiking Meat har derimod aldrig fået medicin.

Og det ser ud til, at det lige nøjagtig er det danskerne vil have. I hvert fald har Wiking Meat netop indgået en aftale med supermarkedskæden Lidl, der fremover vil have svinekød fra Wiking Meat i køledisken.

quote

Vi skal virkelig passe på det her antibiotiske system, og det kan du ved at opdrætte antibiotikafrit.

Ingo Walterscheid,  adm. direktør fra Wiking Meat

- Vi har flere og flere kunder, som efterspørger dyrevelfærd, bæredygtighed, og som er meget bevidste i deres valg, når de handler, siger Tina Kayser, der er CSR-ansvarlig i Lidl, til TV SYD. 

Hos Wiking Meat glæder man sig over at kunne levere svinekød til Lidl. 

- Det er en fantastisk oplevelse. Både for opdrætterne og selvfølgelig også for os, der har arbejdet med det, siger adm. direktør fra Wiking Meat, Ingo Walterscheid, til TV SYD. 

At de har levet i gode fysiske ramme er ikke længere nok. Hos Lidl oplever man, at forbrugerne er blevet mere opmærksomme på brugen af antibiotika hos grise, der skal ende på middagsbordet. Og det er netop det, man gerne vil opnå hos Wiking Meat.

- Vi skal virkelig passe på det her antibiotiske system, og det kan du ved at opdrætte antibiotikafrit, så der ikke opstår resistente bakterier. Vi håber, at vi har held til at nå bredt ud, så forbrugerne har en chance for at vurdere, hvad de skal vælge, når de står ved køledisken, siger Ingo Walterscheid til TV SYD.