TV der bevæger dig

Ashkan på 17 år klar til at redde liv på fredag

Ni asylbørn er på sommerkursus ved Nysø syd for Varde i denne uge. Her er det 17-årige Ashkan Shahriyari fra Iran. Foto: Christian Kallenbach, TV SYD

Ni asylbørn på sommerkursus lærer om livreddende førstehjælp og svømning ved Nysø.

Ni børn og unge fra Asylcenter Aaløkke og Asylcenter Hviding ved henholdsvis Løgumkloster og Ribe tager i denne uge bussen mod Nysø ved Varde for at prøve DGI Ocean Rescue Camp. Her lærer de om sikkerhed på stranden, selvhjælp på havet og livreddende førstehjælp. Mange af de ting, en rigtig livredder ved stranden skal kunne.

AsylSyd og DGI har tilbudt de unge asylansøgere kurset for at styrke dem, fordi de på grund af deres særlige situation ofte er meget usikre i forhold til fremtiden. 

17-årige Ashkan Shahriyari fra Iran er en af deltagerne. Han kunne på forhånd godt svømme i en svømmehal, men havde aldrig gjort det i en sø tidligere. Han føler sig stadig ikke helt klar til at redde nogen i nød, men det skal nok komme i løbet af ugen.

- Jeg kan ikke redde nogen endnu, men på fredag kan jeg, fortæller han til TV SYD.

Ni asylbørn er på sommerkursus ved Nysø syd for Varde i denne uge. Foto: Christian Kallenbach, TV SYD

En fremtidig karriere

Ugen er en mulighed for både at lære asylbørnene den grundlæggende egenskab at svømme. Netop det at svømme er nemlig en større udfordring i et asylcentyer end så mange andre steder.

- De fleste unge kommer fra områder i verden, der ikke er kystnære. Og hvor der samtidig ikke er svømning på skoleskemaet. Derfor er det sindssygt vigtigt, at når de kommer til Danmark, lærer de at svømme og om badesikkerhed, siger Jakob Pihl, teamkoordinator AsylSyd, center Hviding.

Ni asylbørn er på sommerkursus ved Nysø syd for Varde i denne uge. Foto: Christian Kallenbach, TV SYD

Samtidig er et kursus som dette også med til at udvide nogle personlige grænser samt give børnene muligheden for at overveje det som en fremtidig beskæftigelse.

- Udover viden om badesikkerhed, finder de også ud af, hvor deres personlige grænse går med hensyn til, hvad man kan i vandet. Ofte finder de ud af, at de kan lidt mere, end de selv tror. Det er også en god mulighed for at finde ud af, om kystlivredning kunne være et job for dem, uanset om deres fremtid er i Danmark eller i deres eget hjemland, siger han til TV SYD.

AsylSyd, der driver de to asylcentre, kontaktede DGI for at høre om mulighederne for at etablere en lukket camp for asylbørnene.

Campen er finansieret af Udlændingestyrelsen, der har nogle pædagogiske puljemidler, som DGI og AsylSyd i fællesskab har søgt fra.


Hent vores nye Play App
Hent vores nye Play App
Hent vores nye Play App