Beboere slår alarm: Vores hjem bliver fotograferet

Velorganiserede bander fra Østeuropa er kendt for at sende fotograferende spejdere ud for at finde de bedste og dyreste ting i folks hjem. Senere ankommer tyvene. Beboere Augustenborg er bange og rystede.

Først troede de, at der var tale om nysgerrige turister, men snart blev det klart for en række beboere i Augustenborg, at der var tale om en mere alvorlig sag: Folk med østeuropæisk udseende tog fotos af husene og gennem vinduerne.    

- Vi er bange og rystede over at det foregår. Nu forsøger vi at gardere os ved hjælp af et alarm-system, som vi har købt i dyre domme, siger Ole Land fra Augustenborg.  

I politikredse er metoden kendt. Der er tale om spejdere, der er sendt ud for at undersøge "markedet". Fotos af folks hjem, deres huse samt vejen og byen, hvor huset ligger, bliver sendt elektronisk til bagmændene, der derefter sender tyve afsted til den affotograferede adresse.

Utrolig velorganiserede bander

Politiet opfordrer folk til at ringe, hvis de oplever noget bemærkelsesværdigt.

- Vi er oppe imod utroligt velorganiserede kriminelle bander fra stort set alle østeuropæiske lande, siger leder af politiets taskforce for østeuroæisk kriminalitet, Søren Søndergaard i Kolding.