TV der bevæger dig

Bedrageri i hjemmeplejen kan ske overalt

02:58

De ældre i Aabenraa er tilfredse med hjemmehjælpen.

1 af 2

Bevidst og systematisk svindel med arbejdstid i hjemmeplejen kan ikke forhindres.

Kommunalbestyrelserne skal selv sørge for tilsynet med hjemmeplejen, og det betyder, at der i de fleste kommuner ikke er et reelt tilsyn. Det er alene overladt til mellemlederne at tjekke, at hjemmehjælperne leverer den aftalte pleje til pensionisterne. Hvis ledelsen svigter, er der fri bane for bedrageri.

- Vi har ikke ressourcer til et tilsyn med hjemmeplejen. Det vil kræve, at vi ansætter flere folk. Systemet er baseret på åbenhed og tillid, siger områdeleder Signe Jakobsen, Aabenraa Kommune.

Hun mener, at der er så stor selvjustits i en lille kommune som Aabenraa, at skandalen fra Håndværkerhavens Plejehjem i København ikke kunne foregå i Aabenraa.

- Hvis en hjemmehjælper er forsinket, så får vi straks besked, fordi borgerne ringer ind for at høre, hvad der er galt. I de tilfælde ringer vi rundt for at finde ud af, hvad der er sket. Det kan jo ske, at hjemmehjælperen bliver nødt til at blive lidt længere det foregående sted, konstaterer Signe Jakobsen.

Signe Jakobsen fastslår, at ledelsen straks griber ind mod uregelmæssigheder.

Fagforeningen advarer

Hjemmehjælpernes fagforening, FOA, advarer mod at opbygge et nyt kontrol-system.

- Vi kvæler ældreplejen i nyt bureaukrati, hvis vi skal til at opbygge nye kontrolforanstaltninger. Der er langt mere perspektiv i, at den enkelte kommune gennemfører et effektivt tilsyn af, hvorvidt den enkelte ældre har fået den pleje og omsorg, både i forhold til kvalitet og omfang, som kommunen har tildelt, siger forbundsformand Dennis Kristensen, FOA.

Det er under sagen kommet frem, at kommunerne tildeler pensionisterne en ydelse, uden at fortælle hvilket tidsforbrug ydelsen kræver.

- Med skam at melde troede jeg, indtil for et par dage siden, at den ældre både fik oplyst, hvilke ydelser hun er bevilget, og hvilket tidsforbrug, kommunen har skønnet, at disse ydelser vil kræve. Det sidste er åbenbart ikke tilfældet i dag. Det synes jeg, at Folketinget skal ændre, således at borgeren har et samlet overblik over sin bevilling, siger Dennis Kristensen.

Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden