Besøgshund spreder glæde

Besøgshunde kan bidrage til at bryde plejehjemsbeboeres isolation. Det er erfaringen på Plejecentret Bakkegården i Vejle, der i to år har deltaget i Tryg Fondens forsøg med besøgshunde.

Beboerne får jævnligt besøg af den femårige besøgshund Bailey, og de hygger sig med hunden i dagligstuen.

- Halvdelen af vores 60 beboere har haft hund eller kat, så det giver dem glæde, at der igen kommer et dyr ind i deres liv, siger plejehjemsassistent Karen Baungaard.

Seks plejecentre i landet har gjort erfaringer med besøgshunde, og projektet er netop blevet udvidet med tre mere. Hundene bliver på forhånd testet og trænet til at omgå mange mennesker.

På plejecentret i Vejle har personalet fundet ud af, at det ikke går at sende hunden ind hos alle beboerne på deres værelse. Nogle af beboerne finder det for grænseoverskridende.

Forsøgene med besøgshundene skal næste år bedømmes af en række forskere.

De skal beskrive de ældres reaktion på hundene sammenlignet med en kontrolgruppe, der har en robotsæl eller en almindelig bamse.