Bilister vendte om i ko-kø: Det skulle de ikke have gjort

Da Esbjergmotorvejen torsdag middag var spærret på grund af løse køer, traf en række bilister et valg, der får konsekvenser.

Klokken lidt i ti torsdag formiddag skrev politiet, at fem til seks køer var løs på Esbjergmotorvejen.

Det medførte efterfølgende, at motorvejen var spærret i begge retninger mellem frakørsel 69 Brørup og 71 Gørding.

Det skabte naturligvis kø på stedet. Vejen blev åbnet igen omkring 11.30.

Det var dog ikke alle bilister, der var lige tålmodige, skriver Syd- og Sønderjyllands Politi.

Fire bilister besluttede sig nemlig for at vende om og køre mod ensretningen. Det udløste fire gange betinget frakendelse at kørekortet, skriver Syd- og Sønderjyllands Politi på Twitter.