Billund Lufthavn sætter rekord

Det samlede passagertal for 2011 blev 2.710.516, og det er det største antal passagerer for lufthavnen nogensinde.

I forhold til 2010 er fremgangen på 5,3 procent, og det svarer til 136.176 passagerer, hvilket er usædvanligt på baggrund af den internationale økonomiske krise.

Flere til Paris

Lufthavnsdirektør Kjeld Zacho Jørgensen siger i en pressemeddelelse at fremgangen har flere årsager.

I slutningen af marts måned indviede Air France en rute til Charles de Gaulle lufthavnen i Paris med 19 ugentlige afgange. Det har betydet, at antallet af passagerer til Paris er vokset med mere end 50 procent.
Det tyske Lufthansa indsatte en ekstra daglig afgang til Frankfurt, så der har været fire daglige afgange fra Billund. Det er en stigning på mere end 30 procent.

Gode tegn for 2012

I sommerperioden har der været tre ugentlige afgange med Icelandair til Reykjavik med mere end en fordobling af passagertallet til følge.

Stærke destinationer som Tyrkiet, Spanien og Grækenland har alle haft fremgang. Samtidig har der været et par succesfulde nyheder med direkte oversøiske rejser til henholdsvis St. Croix i det tidligere Dansk Vestindien og Phuket i Thailand.

Kjeld Zacho Jørgensen peger på, at der er flere tegn på en positiv udvikling også i 2012. Ryanair åbner mindst fem nye rejsemål fra sommeren 2012, og etablerer i løbet af året sin første base i Danmark. En beslutning, der helt sikkert kommer til at betyde yderligere destinationer i løbet af de kommende år.
 
Hollandske KLM indsætter yderligere et fly til Amsterdam, og det vil være muligt at vælge mellem fem daglige afgange. Charterbranchen er forsigtigt optimistiske for det kommende år, så der er fortsat grund til at tro på, at den positive udvikling for Billund Lufthavn vil fortsætte i det kommende år.

Færre indlands-rejsende

Der har dog også været forhold, der har trukket i den modsatte retning. I maj betød et vulkanudbrud på Island, at dele af det nordeuropæiske luftrum blev påvirket af askeskyer. Erfaringerne fra udbruddet i 2010 viste dig særdeles nyttige. I modsætning til 2010 medførte det ikke større lukninger af luftrummet over Danmark i flere dage, men det gav dog anledning til en vis bekymring.

Indenrigstrafikken faldt med 11,4 perocent, svarende til 18.060 passagerer. Det skyldes dels mindre kapacitet på ruten, dels at en række passagerer formentlig har benyttet sig af muligheden for at flyve direkte ud af andre europæiske lufthavne.