Bilnøgler var ikke plantet

Syd- og Sønderjyllands POliti afviser, at et sæt bilnøgler skulle være plantet hos den 21-årig, som omkom ved den tragiske ulykke på Rømø torsdag morgen.

Politiet ønsker dog ikke på nuværende tidspunkt at frigive yderligere oplysninger, da sagen er en straffelovssag under fortsat efterforskning, noteres det i en pressemeddelelse.

- Vedrørende dødsulykken er det af omtalen fremgået, at et sæt nøgler til den forulykkede bil skulle være plantet på den dræbte mand. Politiet har ikke nogen formodning om, at det skulle være tilfældet, siger politiinspektør Lars Bramhøj.

I flere landsdækkende dagblade er det blevet nævnt, at de overlevende plantede bilnøglerne til den forulykkede bil på den dræbte 21-årig for at angive, at det var ham, der havde kørt bilen. Også de tre overlevendes optræden efter ulykken har været omtalt. Det har bl.a. ført til, at den dræbtes far har sagt, at de under ingen omstændigheder vil være velkomne ved begravelsen på torsdag.