TV der bevæger dig

Bjarne Riis skal træne computerspillere

00:44

Bjarne Riis har fået interesse for E-sport

Da Bjarne Riis besøgte Vejle Sportscollege, udnyttede han muligheden for at spille et slag Fifa. Foto: Thor Hedegaard Larsen, TV SYD

E-sportsklubben Tricked er blandt andet rigtig dygtig til computerspillet Counterstrike. Foto: Claes Adel TV SYD

1 af 3

Danmarks største e-sportsklub får nu hjælp fra Bjarne Riis og Lars Seier Christensen.

Erhvervslivet har fået øjnene op for e-sport. Og nu investerer Lars Seier Christensen i Danmarks største e-sportsklub Tricked, der har hovedkvarter i Vejle. Hans trofaste makker og ven, Bjarne Riis, skal være med til at træne gamerne på e-sportsholdet.

Tricked blev startet tilbage i 2012 og har nu ansat 20 professionelle e-sportsatleter. Atleterne træner op mod 60 timer hver eneste uge og konkurrerer i spil som Fifa, League of Legends, Counter-Strike og Call of Duty. Klubben er Danmarks største af sin slags og har blandt andet vundet to verdensmesterskaber i Fifa.

Og med økonomisk støtte fra erhvervsmanden Lars Seier Christensen og hans makker Bjarne Riis, er der chance for at klubben kan blive endnu større og endnu dygtigere.

- Det kan vi bruge til rigtig mange ting. Alle ved, at hvis du skal udvikle din klub, udvikle dit koncept og produkt, så koster det penge. Og det har vi nu. Vi har en stabil mand i baghånden, som hele tiden er med til at støtte klubben finansielt, siger Morten Høj Jensen, der er sportsdirektør for Tricked, til TV SYD.

Fakta om e-sport

  • E-sport er en sammentrækning af ordene elektronisk sport
  • E-sportsatleter konkurrerer i computerspil, på samme måde som man konkurrerer i for eksempel roning eller håndbold.
  • Danmark er ét af de lande, der har flest e-sportsatleter i forhold til landets størrelse

Lars Seier Christensen er overbevist om at e-sportsverdenen bliver rigtig stor, og at han kan komme til at tjene rigtig mange penge på at støtte en klub som Tricked.

- Generelt er jeg jo interesseret i sport. Og jeg synes at dynamikken, væksten og de økonomiske uudnyttede muligheder i den her sport er meget interessante, siger Lars Seier Christensen til TV SYD.

Men det er ikke kun e-sportsklubben Tricked, der får gavn af Lars Seier Christensens penge. På Vejle Sportscollege er de også glade for erhvervsmandens nye investering. De har nemlig en e-sportslinje og samarbejder med Tricked om blandt andet lokaler. Eleverne på Vejle Sportscolleges e-sportslinje bliver også undervist af trænere fra Tricked.

 

Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig