Blokerede rendegraver i protest mod nedrivning

Omkring 20 mennesker var mandag formiddag samlet på havnen i Nordby på Fanø i protest. Kommunen ville rive historisk bro ned. Men det lykkedes ikke.

Det gik hurtigt, da beboerne på Fanø fik besked om, at kommunen ville rive den historiske bro "Svenskeren" ned. Derfor valgte cirka 20 mennesker at demonstrere mod beslutningen.

En af dem var forfatteren Stinne Berg, der har skrevet to bøger om Fanøs historie.

- Det er det eneste historisk bevarede vi har tilbage, som minder os om, at vores havn engang har været den anden største, siger hun til TV SYD.

Broen benyttede hun hele sin barndom, men siden da har den været udsat for storm og forfald.

- Øen fejrer 275 års jubilæum denne uge, og så skal jeg lige love for, at det hele skal se ordentligt ud. Men der blev spærret for rendegraveren, så den ikke kunne vælte "Svenskeren," fortæller hun.

Ifølge Stinne Berg er nedrivningen nu udskudt til efter sommerferien. Og det giver de lokale mulighed for at samle midler ind, så broen kan blive renoveret i stedet for revet ned.

- Vi har oprettet en Facebookgruppe kaldet "bevar Svenskeren" - og allerede efter en time var 70 tilmeldt, siger Stinne Berg.