MOTIONSDAG Dagen, eleverne enten hader eller elsker

Først skal der løbes, så skal der holdes ferie

Den årlige motionsdag oprandt i dag. Dagen som man enten elsker eller hader – alt efter, hvor løbeglade ben, man er blevet udstyret med.

Og sådan har det været i mange år i de danske folkeskoler, men på Jels Skole har man i år pillet ved den tradition og indført en lidt anden type dag.

- De får stadig pulsen op og kommer til at svede, men vi har prioriteret sammenholdet, fremfor at man løber en bunke runder for sig selv, fortæller Alexander Semmler Juhl, der er lærer på skolen.

Helt konkret betyder det, at motionsløbet er skiftet ud med forskellige konkurrencer, stafetter og boldspil, men der er også en anden ting, der er anderledes.

Nye venner

Sammenhold kan være mange ting. På Jels Skole er sammenhold, når man finder en hånd – der ikke helt ligner ens egen, og som man måske ikke så tit har kontakt med.

- Jeg har fået mange nye venner i dag, og også nogen, der er større end mig. Det er rigtigt sejt, når de store taler med os, fortæller Anne Louise fra 2. klasse.

For når eleverne i dag sendes ud på fodboldbanen til et par timers leg på plænen, så er de ikke delt ind i deres normale klasser. De er mikset og matchet på tværs af alder og køn.

- Jeg var så heldig at få Ulrik eller også var det ham, der var heldig, griner Magnus fra 7. klasse, der har Ulrik fra børnehaveklassen i hånden.

De er netop i gang med at spille fodboldrundbold, og skulle Ulrik have lidt svært ved reglerne, hjælper den ældre kammerat ham gerne.

- Vi er faktisk også venner ved siden af skolen. Jeg har set ham flere gange nede ved søen, fortæller Ulrik stolt.

Rollemodel for de små

Mens ungerne spiller fodboldrundbold, drøner rundt i mooncars eller hinker ned ad banerne – så står ham, der fandt på det hele, og nyder synet.

- Det der med at lære børnene, at man godt kan være venner på tværs af klasserne, handler jo om noget større. Vi er ikke kun os selv i samfundet, vi skal tænke på og tage os af andre – specielt de yngre. De store skal være rollemodeller, så de små har nogle store at se op til, siger Alexander Semmler Juhl.

Ulrik fra børnehaven er svært tilfreds med sin fodboldrundbold-makker fra 7. klasse. Magnus kan nemlig alle reglerne, og så er han også dygtig til at få skudt fodbolden afsted, så de kan få nogle i mål.

Og det der med alderen – det bør man faktisk ikke tænke så meget over, når man skal finde nye venner, mener purken.

- Selvom man er lille, så må man gerne lege med de store, siger Ulrik.

Jels Skole sluttede dagen med en fællessang ovenpå alle aktiviteterne og sendte – ligesom de fleste andre skoler – eleverne på efterårsferie.