Danish Crown i strid om 40 mio kroner

Danish Crown og hovedentreprenøren Midtjysk Totalbyg er for alvor raget uklar omkring det nye kreaturslagteri i Holsted.

Det handler tilsyneladende om 40 millioner kroner, erfarer Jyske Vestkysten. Danish Crown mener, at Midtjysk Totalbyg mangler at færdiggøre en lang række bygningsforhold på slagteriet og tilbageholder derfor et millionbeløb.

Omvendt mener Midtjysk Totalbyg, at firmaet har opfyldt kontrakten og derfor har krav på pengene. Nu har Midtjysk Totalbyg, ifølge Danish Crown, som en reaktion, trukket håndværkere væk fra byggepladsen.

Umiddelbart får tvisten ingen betydning for den indkøring af slagteriet, der allerede er i gang.