TV der bevæger dig

Deltagere indlagt efter crossfit-stævne – én med akut nyresvigt

110 personer deltog sidste weekend i en af Danmarks største crossfit-konkurrencer. Nu er flere af dem blevet syge. Foto: Vibeke Marcussen, TV SYD

14 personer er blevet syge, efter at de sidste weekend deltog i en af Danmarks største crossfit-konkurrencer. Flere af deltagerne er blevet indlagt.

110 personer kæmpede i sidste weekend i en af Danmarks største crossfit-konkurrencer i Kolding. 14 af dem anstrengte sig så meget, at de er blevet syge med muskelnedbrud efter konkurrencen.

Nogle af de syge deltagere er blevet indlagt, og én er blevet indlagt med akut nyresvigt.

Det er vigtigt, man kontakter lægen, hvis man oplever mere muskeltræthed, end man almindeligvis vil opleve efter sådan et stævne.

Anne Hempel-Jørgensen, overlæge, Styrelsen for Patientsikkerhed. 

- Vi blev opmærksomme på sammenhængen med crossfit-stævnet, fordi en læge fangede det, i forbindelse med at en patient blev indlagt med akut nyresvigt, siger Anne Hempel-Jørgensen, der er overlæge ved Styrelsen for Patientsikkerhed, til TV SYD.

Overlæge: Der skal meget til, før det sker 

Overlæge Anne Hempel-Jørgensen fortæller, at deltagerne er blevet syge, fordi de har overbelastet sig, men at der skal ret meget til, før det sker.

- Musklerne bliver nedbrudt, og der bliver frigivet nogle stoffer, der kan forårsage nyresvigt, siger Anne Hempel-Jørgensen.

Styrelsen for Patientsikkerhed har sendt en mail ud til alle deltagerne, der var med til stævnet.

- Man kan hjælpe de her mennesker, og derfor er det vigtigt, man kontakter lægen, hvis man oplever mere muskeltræthed, end man almindeligvis vil opleve efter sådan et stævne, siger Anne Hempel-Jørgensen. 

Kontakt lægen, hvis du oplever disse symptomer 

  • Lokaliserede eller diffuse muskelsmerter
  • Kvalme, udtalt træthed
  • Mørkfarvet urin
  • Hårde (konsistensøgende) muskelgrupper 
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden