Dobbelt så mange stærke fanger i Horsens

Fængslet i Enner ved Horsens har 24 stærke fanger nu. Det politiske forlig i går betyder, at der kommer dobbelt så mange.

Hvor fængslet i Horsens i dag har en speciel afdeling med plads til 24 rockere, skal fængslet fremover have plads til 48, fremgår det af det politiske forlig.

- Der er ingen tvivl om, at det bliver en tungere opgave, vi skal løfte med 48 stærke fanger, men det er også derfor, der er sat midler af til det i finanslovsaftalen, siger fængselsinspektør Jørgen Bang til P4 Østjylland.

Forliget medfører derudover, at især ældre fængselsfunktionærer får bedre efteruddannelsesmuligheder.

Endvidere udvider kriminalforsorgen antallet af narkohundeførere fra 11 til 16.