Dødfundet er identificeret

Det var en 51-årig lokal mand, der tirsdag formiddag blev fundet livløs i Aabenraa Havn.

Det er formentlig en ulykke, der er årsagen til, at den 51-årige mand blev fundet i vandkanten ved roklubben på Strandvejen i Aabenraa.

Både politi og redningsmandskab blev sendt til stedet, hvor personen efter genoplivningsforsøg blev erklæret død.

Manden havde ingen ID på sig, men den 51-årige er nu identificeret som en mand fra lokalområdet.

Politiet har efterforsket dødsfaldet som en ulykke og der er intet, der tyder på en kriminel handling, skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

De følgende dage vil der blive foretaget ligsyn og eventuel obduktion, der måske kan opklare dødsårsagen.

De pårørende til den 51-årige er underrettet.