Dronning Margrethe besøger Sydslesvig

Til september besøger dronning Margrethe Slesvig-Holsten og det danske mindretal i Sydslesvig med Kongeskibet Dannebrog.

Fra tirsdag den 3. september og de efterfølgende tre dage besøger dronning Margrethe efter eget ønske Slesvig-Holsten og det danske mindretal i Sydslesvig med Kongeskibet Dannebrog. Det oplyser Kongehuset i en pressemeddelelse.

Besøget sker forud for fejringen af 100-året for genforeningen i 2020.

quote

Vi ser frem til at byde hende velkommen og give et indblik i det moderne danske liv, der 100 år efter grænsedragningen finder sted syd for den dansk-tyske grænse.

Jon Hardon Hansen, formand for Sydslesvigsk Forening

Den 10. juli 2020 er det 100 år siden, at kong Christian 10. red over grænsen ved Frederikshøj og markerede genforeningen af Sønderjylland med Danmark. Den 11. juli 1920 fejrede 100.000 danskere den historiske begivenhed sammen med kongen, dronning Alexandrine og enkedronning Louise på de tidligere slagmarker ved Dybbøl. Her fik kongen overdraget det sidste dannebrogsflag, der blev taget ned i Sønderborg i 1864.

Under besøget i september vil dronningen blandt andet aflægge besøg i Flensborg og Kiel.
Programmet for besøget i Slesvig-Holsten bliver udarbejdet og gennemføres i samarbejde med Danmarks Generalkonsulat i Flensborg.

Dansk mindretal glæder sig 

Det danske mindretal i Sydslesvig glæder sig over dronning Margrethes besøg.

- Det er en stor glæde og ære, at dronningen forud for genforeningsjubilæet 2020 besøger de danske, der i 1920 ikke kom tilbage til Danmark. Vi ser frem til at byde hende velkommen og give et indblik i det moderne danske liv, der 100 år efter grænsedragningen finder sted syd for den dansk-tyske grænse, siger formanden for Sydslesvigsk Forening, Jon Hardon Hansen.

Sidste gang, Dronning Margrethe besøgte det danske mindretal, var 2008 i forbindelse med indvielsen af A.P. Møller-Skolen i Slesvig. Sidste gang, hun besøgte landsdelen med kongeskibet Dannebrog, var i 1978.