Dyrenes Beskyttelse: Drop fodring af killinger eller tag ansvar

Især i Syd- og Sønderjylland efterlades tusindvis af katte hvert år i sommerhusområder, efter gæster har fodret på dem i ferien. Men ingen tager sig af dem efter ferien, og det er et stort problem, mener Dyrenes Beskyttelse.

Hvert år modtager Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral tusindvis af henvendelser om efterladte killinger, som sommerhusgæster har fodret i løbet af deres ferie.

quote

Det bliver slemt typisk fra juli og frem til oktober

Solvejg Johanning, fmd., Sønderborg og Omegns Kattelauget

Tendensen gælder i hele landet, men særligt i Syd- og Sønderjylland er den helt gal. Fra juni til september modtog Dyrenes Beskyttelse knapt 500 henvendelser  om efterladte katte og killinger alene i Syddanmark. Noget de også mærker hos Sønderborg og Omegns Kattelaug.

- Det bliver slemt typisk fra juli og frem til oktober, siger Solvejg Johanning, der er formand for kattelauget, og fortsætter:

- Lige nu har vi 30 katte hos os, det er ikke specielt mange. Men om kort tid bliver vi kimet ned - eller endnu værre - folk dumper helt uanstændigt en kasse med killinger foran vores dør, fortæller en noget harm Solvejg Johanning

Sidste år havde Sønderborg og Omegns Kattelaug i september måned 145 katte, og det er rigtigt mange katte på en gang, oplyser Solvejg Johanning.

Store sommerhusområder har flest efterladte kattekillinger

En af årsagerne til de mange efterladte kattekillinger her i landsdelen skyldes de store sommerhusområder, mener Dyrenes Beskyttelse.

- Vi ser helt klart en sammenhængen mellem antallet af efterladte killinger, og hvor store sommerhusområder der er i den enkelte region, siger Jens Jokumsen, der er familiedyrchef i Dyrenes Beskyttelse til TV SYD.

quote

Det kan virke som en god gerning at fodre sultne killinger, men man hjælper ikke kattene på den måde - faktisk det modsatte.

Jens Jokumsen, familiedyrchef, Dyrernes Beskyttelse

Problemet opstår, når sommerhusgæster begynder at fodre omstrejfende katte og killinger, men når de forlader sommerhuset igen, efterlader de også en kat, der nu er afhængig af føde fra mennesker.

- Det kan virke som en god gerning at fodre sultne killinger, men man hjælper ikke kattene på den måde - faktisk det modsatte. De vænner sig nemlig hurtigt til at blive fodret, og når gæsterne forlader sommerhuset, står katten tilbage og skal forsøge at finde sin egen føde igen, og det er svært for dem, siger Jens Jokumsen.

Hvis man vælger at fodre katte under en ferie, så skylder man dyret at tage ansvar for det også, når man rejser hjem, mener Jens Jokumsen

Man kan kontakte Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral på 1812, hvis man er i tvivl om, hvad man skal gøre, hvis man støder ind katte og kattekillinger.