Efterskole har succes med ishockeylinje

To elever fra Vojens Gymnastik- og Idrætsefterskole er udtaget til U17-landsholdet i ishockey.

Vojens Gymnastik- og Idrætsefterskole indledte dette skoleår med lidt af en nyskabelse. Her blev efterskolen den første skole i landet, hvor man kunne på en ishockeylinje.

Den linje har vist sig at være en succes, for det er lykkedes for efterskolen i Vojens at få to elever med blandt de allerbedste i Danmark.

- Det betyder selvfølgelig rigtig meget. Vi har været spændt på, om det kunne lade sig gøre at kombinere en til tider hektisk efterskolehverdag med ishockey på allerhøjeste hylde. Det kunne det heldigvis, siger forstander Tommy Mikkelsen til TV SYD.

Den helt nye ishockeylinje, hvor der foreløbig kun er fem elever, forsøger at give de unge det bedste fra to verdener: den almindelige dannelse, som er tanken med efterskolerne, og det seriøse fokus fra elitesporten.

Det er en vej som Tommy Mikkelsen kan se en fremtid i - uden at det dog skal give ishockeytalenterne en særlig status.

- De skal også lave gymnastik, gøre rent og smøre deres egen madpakke, ligesom alle andre. Det de får, som måske er anderledes, det er en mere fleksibel hverdag, hvor vi indpasser nogle ting efter dem, så de kan få lov til at træne, forklarer forstanderen.

quote

Det betyder selvfølgelig rigtig meget. Vi har været spændt på, om det kunne lade sig gøre at kombinere en til tider hektisk efterskolehverdag med ishockey på allerhøjeste hylde.

Tommy Mikkelsen, forstander, Vojens Gymnastik- og Idrætsefterskole

De to nykårede landsholdsspillere Malte Bønlykke og Jonas Jacobsen er godt tilfredse med, at de valgte ishockeylinjen i Vojens - netop fordi efterskolen også giver dem andre oplevelser end ishockey.

- Man får meget socialt ud af det, og der 190 andre elever, man kan være sammen med hele tiden. Og så at man kan rendyrke sin sport og største interesse. Det er dejligt at kunne, siger Malte Bønlykke.

De kommende dage skal de to unge afsted med landsholdet til kampe i Tyskland.

Tommy Mikkelsen håber derfor, at succesen kan være med til at trække flere talenter til skolen.

- Vi har ikke været vant til at få landsholdsspillere ind. Så det er bestemt også en spændende dimension for os, slutter forstanderen.

Foreløbig har skolen fået ni tilmeldinger til ishockeylinjen i det kommende skoleår.