Ekstra millioner på vej mod oversvømmelser

Torsdag blev ny pulje skabt til kampen mod de stigende vande.

Torsdag kom der ni mio. nye kroner til verden, som skal bruges til ekstra forstærkning af bl.a. diger imod højere vandstand. Digelaug og kommuner kan søge om pengene, der skal bruges i år.

En forstærkning af diget ved Havneby på Rømø er et typisk projekt, som kan hente penge i den nye pulje, fortæller folketingsmand Chr. Rabjerg Madsen, miljøordfører for Socialdemokratiet.

Havneby-diget skal hæves 25 cm. på en strækning af 600 meter for at kunne modstå den forventede vandstandsstigning på 25 cm. i år 2050, men hidtil har finansieringen ikke været på plads.

- Det er der mulighed for nu med den nye pulje, siger Rabjerg Madsen.

Det er kredsen af miljøordførere blandt de partier i Folketinget, som er med i en aftale på skatteområdet, der torsdag fordelte en pulje på i alt 45 mio. kr. Heraf blev ni mio. afsat til projekter, der skal dæmme op for de stigende vandstande, som forudses i fremtiden. 

Pulje til aktuelle digeprojekter: 

  • Formål: Der gennemføres løbende projekter, såvel kommunale som private, der skal beskytte bygninger, infrastruktur og andre værdier mod oversvømmelser fra havet.
  • Indsats: For at komme i betragtning skal projektet kunne gennemføres i 2018.
  • Tilskud kan søges af kommuner og/eller etablerede digelag.
  • Tilskuddet gives til forstærkning eller nybygning af diger, hvor der foreligger et godkendt kystbeskyttelsesprojekt.
  • Der ydes maks. 50 % statstilskud til det enkelte digeprojekt, dog op til 100 % hvis der er tale om småøer.
  • Der gives alene tilskud til kystbeskyttelsesforanstaltningen, ikke til rekreative anlæg mv.
  • Tidsplan: 1. marts 2018: Offentliggørelse af ”call” samt vejledningsmateriale
  • 1. maj 2018: Frist for ansøgning om tilskud
  • Ordningen administreres af Miljøministeriet.
Digegennembrud i 1999. 
Digegennembrud i 1999.