Endnu en storkeunge har overlevet - nu er der fire

Fire af æggene i storkereden i Smedeager er nu klækket. Det så ellers ud til, at kun tre unger ville overleve.

Søndag kunne storkevenner se endnu et klækket æg og en lille unge i reden under storkeparret Tommy og Annika. Der er dermed fire unger i reden nu. Det så ellers ud til, at parret havde opgivet de sidste tre æg i reden, efter storkemor Annika var holdt op med at ruge på æggene lørdag - men det var altså ikke tilfældet.

Ny unge har hårde odds
Som man kan se på TV SYDs kanal, der sender live fra storkeredden i Smedager er der fire unger i reden. Den lille ny har dog hårde odds for at overleve. Som man kan se på tv, er ungen noget mindre end de andre, som kom til verden for en uges tid siden. Den nye unge har heller ikke nemt ved at få føde, for når det er spisetid falder den bagerst i køen, imens de tre andre unger får fat i føden. 

Et sensation-storkeår
Den fjerde unge er ikke den eneste sensation i storkeredden dette forår. Normalt kommer storkeunger til verden med et par dages mellemrum i takt med, at æggene er lagt. Men i Smedager er der vendt op og ned på alt. Her kom de tre andre unger til verden indenfor 12 timer, hvilket ifølge formand for Storkene.dk Jess Frederiksen, faktisk ikke burde kunne lade sig gøre. Rugetiden for hvert æg bør nemlig være minimum 32 dage.