Esbjerg er klar til rockfestival – torsdag går det løs

For første gang strækker Esbjerg Rock Festival sig over tre dage.

Torsdag er en milepæl for Esbjerg Rock Festival. I år tager festivalen nemlig det første spæde skridt til at blive en tredagesfestival.

Vi kan ikke være mere på, end vi er lige nu.

Festivalen har været i kraftig vækst de sidste to-tre år.

- I år udvider vi med en tredje dag. Det er første gang, vi laver en torsdag. Samtidig er der flere boder, og området er blevet større, siger arrangør af Esbjerg Rock Festival, Søren Højberg, til TV SYD.

Det sker med den såkaldte Gratis Torsdag, hvor alle kan høre live musik i Eldoradoteltet fra 19.00-23.00. Gæsterne kan blandt opleve det, som festivalen kalder for Danmarks bedste David Bowie coverband, Best of Bowie.

- Vi satser på kvalitet, og har et musikprogram, du ikke ser andre steder. Vi skal faktisk være dygtigere end de andre. Vi får ikke tusind mennesker fra Sjælland, hvis vi ikke gør noget. Vi har også mange gæster fra Norge og Sverige.

Fredag går det for alvor løs i Esbjerg, så de sidste forberedelser er netop ved at blive gjort på festivalpladsen i Gryden i Vognsbølparken.

- Vi kan ikke være mere på, end vi er lige nu, uddyber Søren Højberg.

Se hele programmet for Esbjerg Rock Festival 2016 på festivalens hjemmeside.