Esbjerg har opgivet at finde racistiske fans

Hverken EfB Ishockey eller fanklubben har kunnet finde dem, der stod bag racistiske tilråb mod en farvet spiller fra Sønderjyske.

Det har ikke været muligt at finde frem til de EfB Ishockey-fans, som under en hjemmekamp i sidste uge mod Sønderjyske råbte "sorte svin" efter udeholdets mørkhudede spiller Jordan Owens.

Esbjergs administrerende direktør, Søren Poulsen, siger, at klubben ikke kan gøre så meget mere, end den allerede har gjort, og han håber på, at lignende ting ikke sker igen.

- Status i den proces er, at vi via de forskellige medier, vi kan komme ud i, har bedt folk om at tage afstand fra de ting og bedt dem om at afstå fra at lave sådanne ting. Og så har vi været i dialog med vores fanklub, som har sendt skrivelser ud til sine medlemmer.

- Det er det, vi har gjort. Det har ikke været muligt at identificere nogle af de personer, der stod bag.

- Jeg håber ikke, vi oplever noget lignende igen. Vi har spillet kampe siden, og der har ikke været noget, så jeg tror, at folk har lyttet til, at den episode var et uheldigt eksempel, siger direktøren.

Det var under en infight mellem Esbjergs Dennis McCauley og Jordan Owens, at episoden opstod. Sidstnævntes hjelm røg af, og herefter begyndte en gruppe Esbjerg-fans at råbe "sorte svin".

Efterfølgende var Søren Poulsen ude at kalde tilråbene for "uacceptable".

I yderste konsekvens kunne det ende med, at nogle fans blev nægtet adgang til skøjtehallen i Esbjerg, hvis man fangede de skyldige. Men det sker altså næppe.

Sønderjyske vandt selve kampen 4-2, men episoden omkring de racistiske tilråb rystede sønderjyderne. Derfor rettede klubben henvendelse til såvel EfB Ishockey og Danmarks Ishockey Union (DIU) for at få fokus på den uheldige episode.