Esbjerg jubler - Horsens, Vejle og Sønderjyske bider negle

Esbjerg fB er med sejren på 1-0 over Brøndby på kurs mod bronzemedaljer, mens AC Horsens, Vejle Boldklub og Sønderjyske må bide negle i frygt for, at de kommer i svære nedrykningskampe efter skærstorsdags resultater.

Esbjergs sejr kom i hus efter efter en times spil, da Joni Kauko sparkede bolden ind bag Marvin Schwäbe i Brøndby-målet til stor jubel for langt de fleste af de ikke færre end 9.511 tilskuere Blue Water Arena. Det er sæsonrekord.
Sejren var Esbjergs tredje på stribe mod Brøndby - noget der aldrig tidligere er sket. Sejren betyder, at Esbjerg rykker op på tredjepladsen med 45 point. 

Mens Esbjerg kan være på kurs mod overraskende bronzemedaljer, så ser det helt anderledes ud for de tre andre syd- og sønderjyske superligahold, der kan se frem til nogle nerveprirrende kampe om at undgå de barske nedryknings-kampe.

Barske nedrykningskampe truer

Sønderjyske tabte i Aarhus 2-1 på et mål i det 90. minut, da AGFs kantspiller Mustapha Bundu scorede kampens sidste mål. Det var Sønderjyskes tredje nederlag i træk.

AC Horsens og Vejle Boldklub mødtes i Horsens og spillede 0-0. Vejle havde med en sejr ellers mulighed for at overhale Sønderjyske efter deres nederlag til AGF. 

Det uafgjorte resultat betyder dog, at Vejle fortsat er bag Sønderjyske.

Horsens møder hjemme Sønderjyske på søndag, påskedag, og kan med en sejr her henvise Sønderjyske og Vejle til de to sidste pladser i puljen, der betyder kvalifikationskampe om at sikre sig en ny sæson i Superligaen.