Esbjerg-komponist har succes i Hollywood

Den Esbjerg-uddannede filmkomponist Lasse Elkjær har stor succes i Hollywood. Som nyuddannet tog han til Filmenes By, hvor han allerede nu arbejder sammen med anerkendt komponist.

Den Esbjerg-uddannede filmkomponist Lasse Elkjær har gang i karrieren. I 2013 dimitterede Lasse fra Syddansk Musikkonservatorium, og med stadig dugfriske eksamenspapirer i hånden rejste han til filmindustriens epicenter Los Angeles.

Her arbejder han nu tæt sammen med Hollywood-komponisten Christopher Young. Young er manden bag musikken til film som "Spiderman 3", "Hellraiser", "Drag Me to Hell" og "Swordfish".

Lasse Elkjær flyttede i første omgang til Los Angeles for at videreuddanne sig på den prestigefulde filmmusiklinje på University of Southern California. Her var han kommet igennem det smalle nåleøje, hvilket betød, at han ville modtage undervisning af netop Christopher Young. Han var så imponeret, at han for nyligt har ansat Lasse Elkjær som teaching assistant på Universitetet.

- Jeg er praktisk talt vokset op med Chris' musik, så jeg er super beæret over at være en del af hans team. I min vildeste fantasi havde jeg aldrig troet, jeg nogensinde skulle sidde på kontor, og det endda som assistent for en Hollywood komponist, siger Lasse Elkjær i en pressemeddelelse.

 

Om Lasse Elkjær

Lasse Elkjær har i sit professionelle virke som filmkomponist allerede skrevet musik til mere end 40 film og vundet flere priser, ligesom han har orkestreret musikken til bl.a. "Dead Man Down" med Colin Farrell og Naomie Rapace i hovedrollerne.