Esbjerg-revisor har hjulpet asfalt-pirater

Revisor Viktor Rasmussen fra Esbjerg har siden 1994 ydet bistand til 26 asfaltpirater og deres tilmeldinger til SKAT.

Hovedparten af de engelske firmaer er lukket ned, mens to stadig er aktive i Danmark. Det skriver Fagbladet 3F.

Revisoren fortæller, at de engelske firmaer kommer til Danmark og kun bliver i seks måneder.

- Ellers skal de beskattes efter danske regler. Skatten er billigere i England, så de tager hjem inden, siger Viktor Rasmussen til Fagbladet 3F.

Spørgsmål om sort arbejde og ulovligt dørsalg henviser han til de engelske firmaer og SKAT.

- Jeg tager mig kun af momsen. Efter aftale med Told og Skat har de adresse hos mig, fordi de ikke har adresse her i landet. Momsen bliver afregnet hver måned. Alt efter hvor meget de arbejder bliver det til mellem 30 og 50.000 kroner, forklarer Viktor Rasmussen.

Der har de seneste dage været fokus på asfaltpiraterne og deres arbejde. Fagbladet 3F erfarer, at SKAT, Arbejdstilsynet og politiet skal mødes i slutningen af august for at klarlægge problemerne med asfaltpiraternes virksomhed i Danmark.

På dagsordenen står blandt andet den arbejdskraft, asfaltcheferne bruger.