Esbjerg-træner: Brøndby måtte ikke lugte blod

Jess Thorup er godt tilfreds med, at Esbjerg holder en afstand på tre point Brøndby i bunden af Superligaen.

Brøndby kunne med en sejr over Esbjerg blive en alvorlig trussel for vestjyderne i bunden af Superligaen.

Derfor er Esbjerg-træner Jess Thorup ganske godt tilfreds med, at det lykkedes hans spillere at få 2-2 på Brøndby Stadion, efter at de var bagud 1-2.

- Det er vigtigt at holde dem tre point bag os. Havde Brøndby vundet i dag, så havde de for alvor lugtet blod og haft en god stime foran sig, siger Jess Thorup og henviser til, at Brøndby netop har slået Silkeborg to gange - i pokalturneringen og Superligaen - og virker som et hold i fremgang.

Efter den uafgjorte kamp havde Esbjerg-træneren både ris og ros til spillerne. Det spillemæssige var ikke godt nok, men mentaliteten var fremragende.

- Det blev måske lidt for defensivt og passivt. Jeg havde håbet, at vi kunne stå lidt højere på banen. Det formåede vi ikke i dag.

- Men vi skal ikke glemme, at vi scorede to mål og har to friløbere, så retfærdigt eller ej, så kunne vi vel godt have taget sejren.

- Vi er supergodt tilfredse med et point. Det viser høj moral, at vi på Brøndby Stadion kæmper os tilbage og skaber chancer til at tage sejren, efter at vi fik en dukkert i starten af anden halvleg, hvor vi kom bagud 1-2, efter at vi var foran ved pausen, siger Jess Thorup.

Træneren hæfter sig også ved, at han fik to nye målscorere. Youssef Toutouh og Magnus Lekven scorede for esbjergenserne, mens Martin Braithwaite misbruge et par friløbere.

- Jeg kunne godt skælde Martin ud for ikke at score, men vi får to nye målscorere med herfra, og det er vigtigt.

- Det er vigtigt at få Youssef i gang, for han spiller kant og skal kunne score. At Martin kommer frem til chancer er også vigtigt for mig, og så skal målene nok komme igen, siger Jess Thorup.

Brøndby indtager Superligaens sidsteplads med 13 point. Esbjerg ligger lige over nedrykningsstregen med 16 point.