TV der bevæger dig

3F: Hvis man er en dygtig skraldemand, skal der være plads til at være kritisk

01:37

Mens strejken står på, må Vejles borgere selv køre på genbrugspladsen med affald. Video: Jakob Schjødt-Pedersen, TV SYD

Både skraldemænd og RenoNorden er pressede, fortæller John Johansen, gruppeformand i 3F til TV SYD.

Skraldemændene i Vejle er pressede økonomisk på grund af mistet løn, og RenoNorden er pressede, fordi de har en forpligtelse over for kommunen og borgerne.

Skraldemændene i Vejle strejker lige nu på anden uge, fordi de kræver en kollega genansat. En kollega, som blev fyret dagen efter, han var kritisk til et møde, hvor skraldemændene sagde nej tak til en aftale med RenoNorden.

Dagen efter kritikken blev skraldemanden fyret.

- De nedlagde arbejdet dagen efter, at en kollega blev fyret. Det var i protest og et krav om, at kollegaen skal genansættes. Hvis man er en dygtig skraldemand, og man passer sit arbejde, så skal der også være plads til at være kritisk, siger John Johansen.

RenoNordens direktør, Karsten Linderskov, fortæller, at fyringen ikke er sket på grund af kritikken på mødet, men efter at medarbejderen tidligere har modtaget en mundtlig og i august en skriftlig advarsel.

- Hvis de begynder på arbejde igen, så vil vi drøfte afskedigelsen af kollegaen, siger Karsten Linderskov til TV SYD fredag aften.

Karsten Linderskov fortæller, at hvis skraldemændene ikke møder på arbejde mandag, ser RenoNorden det som opsigelser. Men fredag er der altså stadig ingen tegn på, at de genoptager arbejdet, før kollegaen er ansat.

- Vi vil skriftligt varsle dem om, at vi på mandag vil spørge dem enkeltvis, om de vil genoptage arbejdet. Vil de ikke det, så vil vi betragte dem som udeblevet, og dermed som opsagt, siger Karsten Linderskov, direktør RenoNorden, til TV SYD.

Hos RenoNorden regner de med at de på mandag kan få nogle af skraldemændene i arbejde igen.

- Lige nu er det jo en kollektiv strejke, men vi har på fornemmelsen, at når vi spørger dem enkeltvis, så vil en del af dem genoptage arbejdet, siger Karsten Linderskov. 

Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden