TV der bevæger dig

Falsk læge gik stuegang på lukket afdeling

En 30-årig mand har i otte måneder båret et navneskilt med titlen ”reservelæge” på Psykiatrisk Afdeling, selv om han ikke har nogen autorisation.

Lægen skriver på sin Facebook-profil, at han er læge i Kolding, og på flere sociale medier er der billeder af manden i en T-shirt, hvorpå der står: Trust me I'm almost a doctor.

1 af 2

En mand uden autorisation har i otte måneder båret titlen ”læge” og behandlet sindslidende patienter indlagt på Psykiatrisk Afdeling i Kolding og Vejle, afslører TV SYD.

En 30-årig mand har i otte måneder båret titlen ”læge”, selv om han ikke har nogen autorisation. Manden har behandlet sindslidende patienter, som var indlagt på Psykiatrisk Afdeling i både Kolding og Vejle. Det afslører TV SYD.

Manden er fra Asien, men har taget sin lægeuddannelse i Kursk i Rusland. Styrelsen For Patientsikkerhed vurderede dog i 2014, at uddannelsen ikke umiddelbart kan overføres til Danmark. En aktindsigt til TV SYD viser, at styrelsen derfor kun har godkendt den 30-åriges uddannelse, som værende 'egnet til afprøvning''. 

For at kunne kalde sig læge i Danmark skal han derfor gennemføre en række nye prøver og eksamener, bl.a. i intern medicin, diagnostik, livreddende behandling samt dokumentere en viden om grundlæggende patientrettigheder i Danmark. 

Ingen af disse prøver har den 30-årige endnu bestået. 

Alligevel har han båret et navneskilt med titlen ”reservelæge” i Psykiatrisk Afdeling. Det oplyser Region Syddanmark i en aktindsigt.

TV SYD har også en telefonoptagelse, hvor afdelingens reception oplyser, at han arbejdede som læge på både åbne og lukkede afdelinger. Desuden har han stået som reservelæge i Region Syddanmarks telefon- og mailsystem, indtil TV SYD henvendte sig til regionen.

00:50

Anders Meinert, lægefaglig direktør i psykiatrien i Region Syddanmark, erkender, at der er sket fejl.

Luk video

Overlæge: Vi har ikke kigget på navneskiltet

Manden fortæller, at han blev ansat af Connie Thurøe Nielsen, som er ledende overlæge på Psykiatrisk Afdeling i Kolding og Vejle. Hun siger til TV SYD, at titlen på navneskiltet og på adresselisten var en fejl, som hun først nu er blevet bekendt med.

- Jeg har faktisk ikke set det skilt. Når jeg taler med ham, så kigger jeg på hans ansigt og noterer mig, hvordan hans påklædning er, og at han har skilt på. Men selve titlen står med meget lille skrift, og jeg har ikke opdaget, at det ikke var korrekt, siger Connie Thurøe Nielsen.

Patienter må ikke være i tvivl

Sygehusene har tilladelse til at lade personer uden autorisation arbejde som vikarer for læger. Men en vikar må ikke bære et navneskilt, der får patienter eller andet personale til at tro, at vedkommende er læge. Desuden skal de lægefaglige opgaver altid udføres efter nøje aftale med en læge, fortæller embedslæge Henrik L. Hansen fra Styrelsen for Patientsikkerhed. 

- Hvis patienter skal opretholde tilliden til vores system, så skal de vide, hvem der er hvem. Og om et udsagn og råd kommer fra en læge eller ikke-læge. For ellers falder tilliden til hele systemet, siger Henrik L. Hansen.

Kalder sig læge på Facebook

Også på sin egen Facebook-profil skriver den 30-årige mand, at han er læge i Kolding. Alligevel siger han, at han ikke har ført nogen bag lyset.

- Det har jeg ikke. Jeg har altid fortalt alle patienterne, at der var en fejl på mit navneskilt, siger manden, hvis navn er TV SYD bekendt.

Han forklarer, at han på egen hånd har gået stuegang, skrevet i patienternes journaler og haft samtaler med patienterne. Derefter har han kort refereret til en overlæge, hvad han talte med patienterne om, og han har foreslået hvilken behandling og medicin, patienten bør have. Dette er sket på både lukkede og åbne sengeafsnit i Vejle og Kolding.

Tirsdag fik han et nyt navneskilt med titlen ”lægevikar”, og han fortæller til TV SYD, at han forventer at fortsætte sit arbejde på afdelingen.

Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden