TV der bevæger dig

Falsk voldtægt skal for retten til april

En af de tre unge mænd, der nu er frikendt for anklagen om voldtægt.

En pige, der løj i retten og sendte tre drenge i fængsel, skal selv for retten i slutningen af april.

Tre drenge, der tilbragte næsten 14 måneder i fængsel for en gruppevoldtægt, de ikke havde begået, må vente yderligere to og en halv måned, før de kan sætte punktum for sagen og lægge mareridtet bag sig.

Pigen, der anmeldte drengene, skulle have været for retten den 7. februar, tiltalt for at have afgivet falsk forklaring.

Men i sidste øjeblik bad anklagemyndigheden om, at sagen blev udsat, fordi der skal bruges to retsdage på den i stedet for én.

Nu har Retten i Kolding så igen berammet sagen, der skal køre den 25. og 26. april, oplyser sagens anklager, Birthe Wirenfeldt.

Drengene blev i september 2008 anmeldt af en dengang 15-årig pige, der fortalte, at to af dem havde holdt hende fast, mens den tredje voldtog hende på et toilet på banegården i Fredericia.
 
Pigen gentog sin forklaring i både by- og landsret, og to af drengene blev idømt to års fængsel og den tredje to år og tre måneders fængsel.
Men senere betroede pigen sig til broren til en af de dømte. Det blev videofilmet, da hun erkendte, at voldtægten var løgn. Derefter blev sagen genoptaget, og de tre blev for knap to år siden frifundet.

Pigen nægter sig skyldig i falsk forklaring for retten. På forhånd står det dog klart, at hun ikke risikerer samme skæbne som de tre drenge.

Med baggrund i en mentalerklæring kræver anklagemyndigheden hende dømt til ambulant psykiatrisk behandling. Men oveni kommer kravet om mere end 1,5 millioner kroner.

Ny og forbedret app - hent den nu
Ny og forbedret app - hent den nu
Ny og forbedret app - hent den nu