TV der bevæger dig

Familie deler kæmpestor lottogevinst

Tænk hvis du vandt. En sønderjysk familie har taget Danske Spils slogan til sig - og havde heldet med sig i stor stil. Foto: Arkiv

En lottogevinst på 11 millioner kroner er købt her hos Kystvejens Nærkøb i Aabenraa. Nu har en lokal familie glæde af gevinsten. Foto: Christian Kallenbach, TV SYD

1 af 2

Mand glemte at spille sin faste lottokupon, men blev i stedet mangemillionær med en lynlotto.

En mand fra Aabenraa Kommune blev for nogle uger siden den heldige vinder af over 11 millioner kroner.

Danske Spil fortæller nu, at gevinsten bliver til glæde for et forældrepar i 70'erne og deres søn og datter, som er i slutningen af 30erne samt tre børnebørn. Den heldige mand, som deler sin gevinst med familien, har i mange år købt lottokuponer hver uge. 

- Vi plejer at forny en kupon med faste tal uge efter uge og samtidig købe en lynlotto for den ekstra spænding. Men det glemte jeg lige den uge og fik kun købt en lynlotto. Men den var der altså held ved, siger sønderjyden, som har valgt at være anonym, til Danske Spil. 

Pulje på 35 millioner

Det ældre ægtepar tjekkede tallene på nettet samme aften, som lottotallene var blevet trukket.

Selvom vi skal dele pengene med vores søn og datter, så er der da stadig en pæn slat tilbage

Lottovinder fra Aabenraa

- Der var jo en kæmpestor pulje på 35 millioner, så det var ekstra spændende. Og så kunne vi jo se, at der var tre vindere med syv rigtige, og at hver vinder ville få en gevinst på 11.666.666 kroner. Og selvom vi så skal dele dem med vores søn og datter, så er der da stadig en pæn slat tilbage, siger manden.

Øl og tårer

Parret fejrede de syv vindertal med en øl, der hurtigt blev til to, men ventede til om søndagen med at fortælle om gevinsten til sønnen og datteren.

Når man har små børn, kan alting blive noget nemmere med nogle millioner i banken

Lottovinder fra Aabenraa

- Det var jo blevet sent, og vi ville ikke ødelægge deres nattesøvn. Men søndag morgen kørte vi over til vores søn, der bor i nærheden. Og der var da en tåre på kinden hos ham og vores svigerdatter. Det skal jeg da indrømme, siger manden til Danske Spil.

Parret ville også fortælle deres datter og svigersøn om gevinsten personligt, og tog turen til Nordjylland, hvor de bor.

- Igen blev de meget rørt. Det er klart, når man har små børn, at alting kan blive noget nemmere med nogle millioner i banken. Det giver bare nogle helt andre muligheder, siger vinderen.

Stadig i chok

Den nyslåede millionær er sikker på, at nogle af pengene skal bruges sammen med familien. Men det åbner også nogle muligheder for de to pensionister.

Ellers er vi ikke helt kommet os over chokket

Nybagt mangemillionær fra Aabenraa

- Vi har aldrig rejst ret meget. Men det kan da være, vi skal til det nu. Ellers er vi ikke helt kommet os over chokket. Så jeg ved simpelthen ikke endnu, hvad de mange penge ellers skal bruges til, siger den heldige sønderjyde. 

Læs også 11 millioner kroner lige ned i foret til en heldig lottospiller

Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden