Fanø trækker FN ind i strid med Esbjerg Havn

Fanø foretrækker Vadehavet frem for Esbjerg Havn. Nu skriver kommunen til Unesco om havnens store planer om at udvide.

- Esbjerg Havn må finde en anden måde at vokse på. Det skal ikke gå ud over Vadehavet.

Så kontant er Fanøs borgmester Sofie Valbjørn, Alternativet, i sin holdning til ønsket fra Esbjerg Havn om at udvide med en million kvadratmeter og banke en spunsvæg ned i havbunden, som vil rage fem meter op over daglig vande.

Fanø har skrevet til Unesco i FN og udtrykt sin bekymring for, om udvidelsen i Esbjerg vil ødelægge den naturlige balance i Vadehavet, som er udpeget som verdensarv.

quote

Esbjerg Havn må finde en anden måde at vokse på. Det skal ikke gå ud over Vadehavet.

Sofie Valbjørn, borgmester, Alternativet, Fanø 

Da TV SYD spørger Sofie Valbjørn om, hvad der er vigtigst for hende, Vadehavet som verdensarv eller en dynamisk Esbjerg Havn med fremtid i, svarer hun uden tøven:

- Vadehavet, men jeg anerkender selvfølgelig Esbjerg Havns vitale betydning for beskæftigelse og udvikling i Sydvestjylland, de må bare finde andre måder at udvide på. Ind i landet, ned ad kysten, hvad ved jeg, men ikke længere ud i Vadehavet, der har vi en forpligtelse, siger Sofie Valbjørn, Fanø.

På Esbjerg Havn har direktør Ole Ingrisch tidligere sagt, at hvis ikke havnen har en kvalitet og størrelse, som matcher kundernes behov, så søger de andre steder hen.

Esbjerg Havn:

  • ​Esbjerg Havn er Europas største udskibningssted for udstyr til havvindmøller.
  • Mere end fire femtedele af den havvindkapacitet, som er installeret i Europa, skibes ud fra Esbjerg Havn.
  • Mere end 10.000 mennesker er beskæftiget på Esbjerg Havn.
  • Den planlagte udvidelse vil generere en kilometer ekstra kaj.
  • Det er planen at udvidelsen skal være klar i år 2025-2030.
  • Esbjerg Havn har 150 års fødselsdag i år.