Ferievejret bliver bedst først på ugen

Solen kigger frem mandag og tirsdag, inden skyer og regn kommer snigende ind over landet i resten af efterårsferien.

Vejret bliver hæderligt både mandag og tirsdag, inden skyer og regn stille og roligt tager over mod slutningen af efterårsferie-ugen.

Det er blandt andet orkanen Ophelia, der ventes at gå i land i Irland mandag, der har været med til at skubbe varm luft ind over Danmark. Det betød også, at den netop overståede weekend var usædvanligt lun.

Varmest blev det i Store Jyndevad få kilometer fra den dansk-tyske grænse, hvor man nåede helt op på 19,7 grader. Det er den højeste temperatur i oktober i tre år - og den højeste temperatur så sent på efteråret siden 2012. 

Men det ser ud til, at man skal slå til tidligt på ugen, hvis man gør sig forhåbninger om at opholde sig udenfor i efterårsferien.

- Mandag er blandet. Det bliver lunt - mellem 15-18 grader - og periodevist med sol. Ikke fra en skyfri himmel, men med lidt eller nogen sol og overvejende tørt, siger Lars Henriksen, vagthavende meteorolog ved DMI, til Ritzau.

Tirsdag ser ud til at blive en dag med nogen sol, men så skyer det til i løbet af dagen i den vestlige og nordvestlige del af landet. Det kommer fra en front i Nordsøen. Onsdag, torsdag og fredag bliver med mindre og mindre sol og mere og mere skyet. Onsdag ser overvejende tør ud, men torsdag og fredag er med mange skyer og perioder med regn. Temperaturen falder også ned omkring 15 grader i dagtimerne.

Især fredag ser ud til at blive en våd omgang med lave temperaturer og "skyet med regn mange steder", lyder vurderingen fra DMI.