Festival: Vi må ikke få volumensyge

Tønder Festival må gerne vokse, men uden at miste sin ekslusivitet og intimitet, mener festivalledelsen.

Antallet af billetter til Tønder Festival når nye højder i år. Der har aldrig været så mange mennesker på festivalpladsen på én gang, som i år. Helt nøjagtigt har festivalen solgt 7.599 partoutbilletter plus et uoplyst antal dagsbilletter. Det er næsten 600 flere end sidste år.

- Det er fantastisk at være nået det punkt, hvor vi kunne melde udsolgt af partoutbilletter, siger Kirstine Uhrbrand, direktør for Tønder Festival, til TV SYD.

quote

Det er vigtigt, at vi ikke får volumensyge.

Stig Bang-Mortensen, formand for Tønder Festival Fond

Det glæder naturligvis festivalledelsen, at de kan notere en fremgang på ca. ni procent sammenlignet med sidste år. Men der er også en grænse for, hvor stor festivalen må blive.

-  Vi har stadig et stort ønske om, at det skal være en intim festival. Den helt særlige stemning, som har karakteriseret festivalen altid, skal bevares, siger hun.

Indtil videre er mætningspunktet ikke nået. Der kan stadig lukkes flere deltagere indenfor.

- Vi har kapacitet til flere gæster, som det er nu. Men vi vil også gerne have, at der er lidt luft, så det ikke bliver for trangt, uddyber hun.

Ingen volumensyge

Sætter man sig op i en helikopter og skuer ned over festivalpladsen, vil man kunne se, hvor grænserne går i dag.

- Sydfor er vi begrænset af Vidåen. I nord og øst er vi begrænset af Tønder By. Så der er fysisk en grænse for, hvor stor festivalen kan være, siger Stig Bang-Mortensen, formand for Tønder Festival Fond, til TV SYD.

Han er enig med sin administrerende direktør i, at festivalen ikke har drømme om at blive kæmpestor

- Det er vigtigt, at vi ikke får volumensyge. Vi vil hellere være en eksklusiv niche for den genre, vi repræsenterer. Ellers ødelægger vi det miljø, vi har nu, mener han.

Festivalledelsen skal i efteråret lægge strategi for næste års festival, hvor disse emner vil blive diskuteret. Regnskabet for Tønder Festival foreligger ved nytår.